Folkeoplysningsloven § 43

Denne konsoliderede version af folkeoplysningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om støtte til folkeoplysende voksenundervisning, frivilligt folkeoplysende foreningsarbejde og daghøjskoler samt om folkeuniversitetet

Lov nr. 480 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1115 af 31. august 2018,
som ændret ved lov nr. 745 af 8. juni 2018, lov nr. 1052 af 30. juni 2020, lov nr. 375 af 28. marts 2022 og lov nr. 1682 af 30. december 2024

§ 43

Deltagelse i virksomhed efter denne lov er ikke betinget af bopæl i den kommune, i hvilken virksomheden finder sted.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan kræve godtgørelse for udgifter i forbindelse med undervisning, studiekredse og aktiviteter tilrettelagt som fleksible tilrettelæggelsesformer efter kapitel 4 fra deltagerens hjemstedskommune. Hjemstedskommunen er den kommune, hvor den pågældende er tilmeldt folkeregistret ved begyndelsen af undervisningen, studiekredsen og aktiviteten tilrettelagt som fleksibel tilrettelæggelsesform.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan kræve betaling for udgifterne til undervisning, studiekredse og aktiviteter tilrettelagt som fleksible tilrettelæggelsesformer efter kapitel 4 fra handlekommunen eller den refusionspligtige kommune, jf. § 9 a, stk. 1, 2, 4 og 6, og § 9 c, stk. 2, 4-6 og 12, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Stk. 4 Kulturministeren fastsætter nærmere regler om godtgørelse for udgifter i forbindelse med undervisning, studiekredse og aktiviteter tilrettelagt som fleksible tilrettelæggelsesformer efter kapitel 4, herunder regler om opkrævning. Kulturministeren fastsætter endvidere nærmere regler om mellemkommunal udligning.

Stk. 5 En forening, som modtager tilskud efter kapitel 4, bortset fra § 8, stk. 3, skal oplyse navn og adresse samt fødselsdato og år til kommunalbestyrelsen på de deltagere, der indgår i tilskudsberegningen. En forening skal desuden for deltagere, der har hjemsted i anden kommune, og som deltager i undervisning, studiekredse og aktiviteter tilrettelagt som fleksible tilrettelæggelsesformer, oplyse personnummer, når deltagerne indgår i tilskudsberegningen. Foreningen skal gøre deltagerne opmærksom på, at personnummeret vil blive videregivet til kommunalbestyrelsen.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at personer, der ikke har dansk personnummer, kan indgå i tilskudsberegningen, jf. stk. 5, 2. pkt.