Folkeskoleloven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af folkeskoleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om folkeskolen

Lov nr. 509 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 989 af 27. august 2024,
som ændret ved lov nr. 1746 af 27. december 2016, lov nr. 209 af 5. marts 2019 og lov nr. 882 af 21. juni 2022

Kapitel 3 1 Skolevæsenets ordning
§ 20

Det påhviler kommunalbestyrelsen at sørge for undervisning i grundskolen og 10. klasse af børn og unge under 18 år, der bor eller opholder sig i kommunen, og hvis forældre ønsker dem optaget i folkeskolen, jf. § 54.

Stk. 2 Det påhviler kommunalbestyrelsen at sørge for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand, jf. § 3, stk. 2, til de i stk. 1 nævnte børn og unge. Endvidere påhviler det kommunalbestyrelsen at sørge for specialpædagogisk bistand til børn, der endnu ikke har påbegyndt skolegangen.

Stk. 3 Det påhviler regionsrådet at drive lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud for børn og unge under 18 år, som vedkommende kommunalbestyrelse har henvist til specialundervisning ved regionsrådets foranstaltning, jf. § 21, stk. 1 og 2. Det samme gælder for børn, der henvises til specialpædagogisk bistand ved regionens undervisningstilbud, og som endnu ikke har påbegyndt skolegangen. Specialundervisning kan indrettes i kostskoleform.

Stk. 4 Regionsrådet kan efter aftale med kommunalbestyrelsen varetage kommunale driftsopgaver inden for denne lov, der ligger i en naturlig tilknytning til regionens opgaver, og hvor regionen derfor har særlige kompetencer i forhold til opgavevaretagelsen.

Stk. 5 Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand kan gives i behandlings- og specialundervisningstilbud, der er godkendt efter lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge. Specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand kan endvidere gives i specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem, der er godkendt efter lov om socialtilsyn. Bestemmelserne i kapitel 6 bortset fra § 40, stk. 1, 3 og 7, finder ikke anvendelse på de tilbud, der er nævnt i 1. og 2. pkt.

Stk. 6 Elever, som i løbet af skoleåret fylder 18 år, har ret til at fortsætte skolegangen i resten af skoleåret.

Stk. 7 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om bopælskommunens inddragelse og godkendelse af undervisningstilbud til børn og unge, der af bopælskommunen er henvist til et specialundervisningstilbud på børne- og ungehjem i en anden kommune.

Stk. 8 Børne- og undervisningsministeren fastsætter endvidere nærmere regler om minimumsstørrelsen for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter § 20, stk. 5, om den lokale skoleleders beslutningskompetence, om henvisning af børn og unge til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter § 22, stk. 5, og om kvalifikationskrav til den, der tilrettelægger undervisningen.

§ 20a

Eleven kan i fortsættelse af undervisningen efter denne lov anvende et it-hjælpemiddel, der er tilbudt eleven efter § 3, stk. 2, § 3 a eller § 3 b, ved fortsat skolegang eller uddannelse på den nye uddannelsesinstitution, indtil der på den nye skole eller nye uddannelse ydes tilbud om den fornødne støtte i form af tilbud om hjælpemidler efter bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for den pågældende skoleform eller uddannelse.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om, at en elev kan anvende et andet hjælpemiddel, der er bevilget efter § 3, stk. 2, § 3 a eller § 3 b, ved fortsat skolegang eller uddannelse på den nye skole eller nye uddannelse, indtil der på den nye skole eller nye uddannelse ydes tilbud om den fornødne støtte i form af tilbud om hjælpemidler efter bestemmelserne i den lovgivning, der gælder for den pågældende skoleform eller uddannelse.

Stk. 3 Eleven kan anvende de bevilgede hjælpemidler, der er omfattet af stk. 1 eller 2, i 3 måneder efter elevens skoleskift eller skift til en ny uddannelse. Kommunalbestyrelsen kan i forbindelse med en beslutning efter stk. 2 efter en konkret vurdering bestemme, at den periode, eleven anvender det bevilgede hjælpemiddel, skal være kortere end 3 måneder.

§ 21

Kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 2, foretager henvisning af børn og unge til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand ved regionsrådets foranstaltning, jf. § 20, stk. 3, når kommunalbestyrelsen finder, at de pågældendes udvikling stiller krav om en særlig vidtgående hensyntagen eller støtte, der bedst kan imødekommes ved en regional foranstaltning. Bestemmelsen i § 12, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 Er barnet optaget i en skole i en anden kommune end bopælskommunen i medfør af § 36, stk. 3, skal der foreligge tilslutning fra bopælskommunen, før der kan ske henvisning i henhold til stk. 1.

Stk. 3 Regionsrådet træffer afgørelse om det nærmere indhold af foranstaltningen, jf. stk. 1. Regionsrådets afgørelse træffes efter forhandling med kommunen på grundlag af en indstilling fra kommunen, jf. § 12, stk. 2.

Stk. 4 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om proceduren m.v. i forbindelse med kommunalbestyrelsens henvisning af elever til regionsrådets foranstaltning.

§ 22

En kommunalbestyrelse kan efter overenskomst med en anden kommune eller den pågældende skole, jf. nr. 2-6, henvise elever til undervisning, jf. § 20, stk. 1 og 2, i

  • 1) en anden kommunes skoler,

  • 2) en statsskole,

  • 3) en fri grundskole,

  • 4) en godkendt efterskole,

  • 5) en godkendt fri fagskole eller

  • 6) en institution, der udbyder erhvervsuddannelse, for så vidt angår undervisning i 10. klasse.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan efter indstilling fra regionsrådet beslutte, at en elev efter overenskomst mellem regionsrådene henvises til specialundervisning, jf. § 20, stk. 3, i en anden regions undervisningstilbud. 1. pkt. gælder tilsvarende for de af Borgerrepræsentationen drevne landsdelsdækkende undervisningstilbud i Københavns Kommune.

Stk. 3 Henvisning til en anden kommunes skoler kan kun omfatte elever på 7.-10. klassetrin og elever, der skal undervises i specialklasser eller specialskoler, samt elever fra kommunens yderdistrikter, der har nærmere til nabokommunens skole.

Stk. 4 Henvisning til de i stk. 1, nr. 3-6, nævnte skoler af børn og unge kan kun ske med forældrenes samtykke, jf. § 54, medmindre henvisningen sker i henhold til stk. 5.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan henvise elever til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i et behandlings- og specialundervisningstilbud eller i specialundervisningstilbud på et børne- og ungehjem, jf. § 20, stk. 5, som er beliggende i kommunen eller i anden kommune efter forudgående aftale med vedkommende kommune. Det er en betingelse for henvisning, at kommunalbestyrelsen indgår en kvalitetsaftale om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand med behandlings- og specialundervisningstilbuddet eller børne- og ungehjemmet, jf. § 22 b.

Stk. 6 Undervisning for elever på 7.-10. klassetrin efter § 5, stk. 2, nr. 1, litra e, § 9 og §§ 19 b-19 e kan være fælles for elever fra flere skoler og kan tilrettelægges i samarbejde med den kommunale ungdomsskole, således at eleverne om nødvendigt henvises hertil. Eleverne skal dog, hvis de ønsker det, kunne modtage undervisning inden for folkeskolen i hele det årlige undervisningstimetal.

Stk. 7 Kommunalbestyrelsen kan indgå overenskomst med en institution, der udbyder erhvervsuddannelse, om undervisning af elever i grundskolen i dele af undervisningstiden, jf. stk. 8 og 9. Finansieringen heraf er et anliggende mellem kommunalbestyrelsen og den pågældende institution, der udbyder erhvervsuddannelse. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med undervisningen.

Stk. 8 Overenskomsten mellem kommunalbestyrelsen og en institution, der udbyder erhvervsuddannelse, jf. stk. 7, kan omfatte tilrettelæggelse og varetagelse af undervisning i valgfag efter § 9, stk. 1, 5 og 6, for elever på 7.-9. klassetrin. Undervisningen skal tilrettelægges og varetages af en erhvervsskolelærer, som har de fornødne kvalifikationer, og gennemføres i erhvervsskolens faglokaler.

Stk. 9 Overenskomsten mellem kommunalbestyrelsen og en institution, der udbyder erhvervsuddannelse, jf. stk. 7, kan omfatte tilrettelæggelse og varetagelse af undervisning i valgfag omfattet af § 9, stk. 8, for elever på 7.-9. klassetrin og tilrettelæggelse og varetagelse af relevante forløb og aktiviteter for elever i grundskolen. Undervisningen skal tilrettelægges og varetages af en erhvervsskolelærer, som har kvalifikationer svarende til en person med særlige kvalifikationer til at undervise i enkelte fag, jf. § 28, stk. 2, og gennemføres i folkeskolens lokaler.

Stk. 10 Kommunalbestyrelsen kan indgå overenskomst med en skole, jf. stk. 1, nr. 3-5, om udbud af eud10. Forløbet skal tilrettelægges i overensstemmelse med § 19 j. Finansieringen heraf er et anliggende mellem kommunalbestyrelsen og den pågældende skole.

Stk. 11 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere krav til indholdet af overenskomsten, der er nævnt i stk. 10.

Stk. 12 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om betingelser for optagelse, befordring m.v. og om indgåelsen og indholdet af overenskomsten mellem kommunalbestyrelsen og institutionen, der udbyder erhvervsuddannelse, om 10.-klasseundervisning, jf. stk. 1, nr. 6, og om undervisning af elever i grundskolen i dele af undervisningstiden, jf. stk. 7-9.

§ 22a

En kommunalbestyrelse kan for elever, der har ophold efter lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine, henvise til undervisning, jf. § 20, stk. 1 og 2, hvis der er indgået overenskomst med

  • 1) en anden kommunalbestyrelse om undervisning i den anden kommunes skoler, herunder kommunale særlige grundskoler til personer, der er fordrevet fra Ukraine, jf. lov om kommunale særlige grundskoler til personer, der er fordrevet fra Ukraine,

  • 2) en fri grundskole eller,

  • 3) for så vidt angår undervisning på 7.-9. klassetrin og i 10. klasse, en institution omfattet af lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse, lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. eller lov om institutioner for forberedende grunduddannelse.

Stk. 2 En kommunalbestyrelse kan for elever omfattet af stk. 1 henvise til undervisning på 7.-9. klassetrin efter lov om kommunale særlige grundskoler for børn og unge, der er fordrevet fra Ukraine, hvis der er indgået overenskomst herom med en institution omfattet af stk. 1, nr. 3.

Stk. 3 Den henvisende kommunalbestyrelse har ansvaret for og skal føre tilsyn med undervisningen i skoler omfattet af stk. 1, nr. 3.

Stk. 4 Finansieringen af undervisning for elever omfattet af stk. 1 er et anliggende mellem den henvisende kommunalbestyrelse og den anden kommunalbestyrelse eller den pågældende skole eller institution.

Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om indgåelsen og indholdet af overenskomsten, der er nævnt i stk. 1.

§ 22b

Kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor et behandlings- og specialundervisningstilbud eller et børne- og ungehjem er beliggende, skal indgå en kvalitetsaftale om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand med behandlings- og specialundervisningstilbuddet eller børne- og ungehjemmet, jf. § 20, stk. 5. Det er en betingelse for indgåelse af en kvalitetsaftale, at behandlings- og specialundervisningstilbuddet eller specialundervisningstilbuddet på et børne- og ungehjem har den fornødne kvalitet, jf. stk. 2.

Stk. 2 Kvaliteten af specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter stk. 1 vurderes inden for følgende temaer:

  • 1) Undervisningens organisering.

  • 2) Undervisningens tilrettelæggelse og indhold.

  • 3) Kompetencer hos medarbejdere og ledelsen.

  • 4) Samarbejde med det lokale skolevæsen m.v.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om kvalitetsaftalen efter stk. 1 og 2, herunder krav til kvalitetsaftalens form og indhold.

§ 22c

Opfylder undervisningen ikke kravene efter § 22 b, skal kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor behandlings- og specialundervisningstilbuddet eller børne- og ungehjemmet er beliggende, fastsætte en frist, inden for hvilken kravene skal være opfyldt. Opfyldes kravene ikke inden fristen, skal kommunalbestyrelsen give et påbud om overholdelse af kravene. Kommunalbestyrelsen tilbagekalder kvalitetsaftalen ved overtrædelse af påbud efter 2. pkt.

§ 23

Elever, der gennem længere tid på grund af smittefare eller af hensyn til deres sundhed eller velfærd ikke kan undervises i skolen, undervises i deres hjem eller på den institution, hvor de opholder sig.

Stk. 2 Det påhviler kommunalbestyrelsen at indrette undervisning efter stk. 1 på de i kommunen beliggende sygehuse, hospitaler og andre institutioner, som modtager børn i alderen 6 -18 år, medmindre der på anden måde sørges for børnenes undervisning. Institutionen skal stille egnede lokaler til rådighed.

Stk. 3 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om undervisning efter stk. 1 og 2.

§ 24

Hver skole skal omfatte mindst 3 sammenhængende klassetrin, jf. dog stk. 2. Skoler, der maksimalt rummer de 3-4 yngste klassetrin, kan henlægges under en anden skoles ledelse, medmindre børnetallet overstiger 100.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning om, at en skole kun omfatter 10. klassetrin.

Stk. 3 For at sikre en hensigtsmæssig skolestruktur kan kommunalbestyrelsen efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne beslutte, at en eller flere små skoler og en større skole eller to eller flere små skoler har fælles skoleleder og eventuelt fælles skolebestyrelse, men hver sit skoledistrikt. Ved små skoler forstås skoler som nævnt i § 55, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen træffer beslutning om nedlæggelse af en skole efter regler fastsat af børne- og undervisningsministeren. I forbindelse med en beslutning efter 1. pkt. kan der træffes beslutning om etablering af fælles ledelse. Endelig beslutning om skolenedlæggelse skal være truffet senest den 1. marts i det kalenderår, hvor nedlæggelsen skal have virkning fra august. 

§ 24a

Efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelsen og forældrebestyrelsen i et kommunalt dagtilbud eller fritidshjem oprettet i henhold til dagtilbudsloven kan kommunalbestyrelsen for små skoler og små afdelinger af en skole, jf. § 55, stk. 1, 2. pkt., beslutte, at en folkeskole med eventuel skolefritidsordning og et dagtilbud eller fritidshjem skal have fælles leder og fælles bestyrelse.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen træffer som led i beslutningen efter stk. 1 og efter høring af skolebestyrelsen og forældrebestyrelsen beslutning om sammensætningen af den fælles bestyrelse. § 42, stk. 1, finder ikke anvendelse. I den fælles bestyrelse skal der være repræsentanter for:

  • 1) Forældre til børn i folkeskolen.

  • 2) Forældre til børn i dagtilbuddet eller fritidshjemmet.

  • 3) Medarbejdere ved folkeskolen.

  • 4) Medarbejdere ved dagtilbuddet eller fritidshjemmet.

  • 5) Elever valgt af og blandt folkeskolens elever.

Stk. 3 Regler fastsat i medfør af § 43, stk. 1 og 3, om valg af repræsentanter til skolebestyrelsen finder anvendelse ved valg af repræsentanter for folkeskolen til den fælles bestyrelse. Kommunalbestyrelsen fastsætter regler for valg af forældre- og medarbejderrepræsentanter for dagtilbuddet til den fælles bestyrelse.

Stk. 4 Den fælles bestyrelse varetager de opgaver, der i denne lov og dagtilbudsloven er henlagt til skolebestyrelsen og forældrebestyrelsen. Beslutninger, der alene har betydning for dagtilbuddets eller fritidshjemmets virksomhed, træffes af de medlemmer af den fælles bestyrelse, der er repræsentanter for dagtilbuddet eller fritidshjemmet. Forældrerepræsentanter for dagtilbuddet eller fritidshjemmet skal udgøre flertallet ved sådanne beslutninger. Beslutninger, der alene har betydning for skolens virksomhed, træffes af de medlemmer af den fælles bestyrelse, der er repræsentanter for skolen. Forældrerepræsentanter for skolen skal udgøre flertallet ved sådanne beslutninger.

§ 24b

Efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelsen og ungdomsskolebestyrelsen kan kommunalbestyrelsen beslutte, at en folkeskole og en ungdomsskole skal have fælles leder og fælles bestyrelse.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen træffer som led i beslutningen efter stk. 1 efter høring af skolebestyrelsen og ungdomsskolebestyrelsen beslutning om sammensætning af den fælles bestyrelse. § 42, stk. 1, finder ikke anvendelse. I den fælles bestyrelse skal der mindst være repræsentanter for:

  • 1) Forældre til børn i folkeskolen.

  • 2) Medarbejdere ved folkeskolen.

  • 3) Medarbejdere ved ungdomsskolen.

  • 4) Elever ved skolen valgt af og blandt folkeskolens elever.

  • 5) Elever ved ungdomsskolen valgt af og blandt ungdomsskolens elever.

  • 6) Repræsentanter for organisationer med særlig interesse for ungdomsskolearbejdet, herunder arbejdsmarkedets parter.

Stk. 3 Regler fastsat i medfør af § 43, stk. 1 og 3, om valg af repræsentanter til skolebestyrelsen finder anvendelse ved valg af repræsentanter for folkeskolen til den fælles bestyrelse. Regler fastsat i medfør af § 7, stk. 5, i lov om ungdomsskoler om valg af repræsentanter til ungdomsskolebestyrelsen finder anvendelse ved valg af repræsentanter for ungdomsskolen til den fælles bestyrelse.

Stk. 4 Den fælles bestyrelse varetager de opgaver, der i denne lov og lov om ungdomsskoler er henlagt til skolebestyrelsen og ungdomsskolebestyrelsen. Beslutninger, der alene har betydning for ungdomsskolens virksomhed, træffes af de medlemmer af den fælles bestyrelse, der er repræsentanter for ungdomsskolen. Beslutninger, der alene har betydning for folkeskolens virksomhed, træffes af de medlemmer af den fælles bestyrelse, der er repræsentanter for folkeskolen.

§ 24c

(Ophævet)

§ 25

Skolen deles i klasser efter antallet af elever, jf. § 17, stk. 1 og 2. På små skoler og små afdelinger af skoler, jf. § 55, stk. 1, 2. pkt., kan en klasse omfatte flere klassetrin op til 7. klassetrin.

Stk. 2 Ved fordelingen af børn i kommunens skoler skal det tilstræbes, at den enkelte klasse kan bevares samlet på de følgende klassetrin i grundskolen, jf. dog stk. 3. Den endelige klassedannelse skal finde sted senest ved udgangen af børnehaveklassen.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan uanset bestemmelsen i stk. 2 af pædagogiske grunde beslutte, at undervisning fra børnehaveklassen til og med 3. klassetrin organiseres i klasser, der omfatter elever med forskellig skolealder (aldersintegrerede klasser). Det er en betingelse, at der er truffet beslutning om, at undervisningen af sådanne klasser varetages af personale som nævnt i § 29 a. Beslutning efter 1. pkt. træffes efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne ved de berørte skoler.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan beslutte at oprette internationale linjer på 7.-9. klassetrin, hvor eleverne i op til 50 pct. af den samlede undervisningstid modtager undervisning på engelsk. Undervisning på engelsk må primært finde sted i de naturvidenskabelige fag.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan beslutte at oprette særlige eliteidrætsklasser på 7.-10. klassetrin. Optagelse af elever i disse klasser kan uanset stk. 2 og § 36, stk. 3, ske på baggrund af en vurdering af elevernes sportslige niveau.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen kan beslutte at oprette særlige talentklasser i musik fra børnehaveklassen til 10. klasse. Optagelse af elever i disse klasser kan uanset stk. 2 og § 36, stk. 3, ske på baggrund af en vurdering af elevernes musikalske forudsætninger.

§ 25a

Undervisningen kan organiseres i hold inden for den enkelte klasse og på tværs af klasser og klassetrin.

Stk. 2 Holddannelsen i forbindelse med undervisningen i folkeskolens fag, jf. §§ 5, 9 og 11, og obligatoriske emner, jf. § 7, kan ske af praktiske og pædagogiske grunde. Den løbende evaluering af elevernes udbytte af undervisningen og forskellige behov, jf. § 13, stk. 2, og § 18, stk. 4, kan inddrages som en del af grundlaget for pædagogisk begrundet holddannelse.

Stk. 3 I børnehaveklassen og på 1.-6. klassetrin kan holddannelsen i forbindelse med undervisningen i folkeskolens fag og obligatoriske emner, som foretages på baggrund af en løbende evaluering af eleverne, tidligst ske efter skoleårets begyndelse og kun omfatte dele af det enkelte fags stofområder samt kun ske for kortere kurser.

Stk. 4 På 7.-10. klassetrin kan holddannelse i forbindelse med undervisningen i folkeskolens fag og obligatoriske emner, som foretages på baggrund af en løbende evaluering, ikke fastlægges på forhånd for et helt skoleår.

Stk. 5 Eleverne skal i børnehaveklassen og på 1.-3. klassetrin undervises i deres klasse i den overvejende del af undervisningstiden i folkeskolens fag og obligatoriske emner. Eleverne på 4.-10. klassetrin skal i væsentligt omfang undervises i fag og emner med udgangspunkt i klassen. 1. og 2. pkt. omfatter ikke holddannelse af praktiske grunde.

§ 26

Kommunalbestyrelsen skal sørge for befordring mellem skolen eller brobygningsinstitutionen, jf. kapitel 2 a og kapitel 2 a i lov om kommunal indsats for unge under 25 år, og hjemmet eller dettes nærhed af

  • 1) børn, der har længere skolevej end 2 1/2 km i børnehaveklasse og på 1.-3. klassetrin, 6 km på 4.-6. klassetrin, 7 km på 7.-9. klassetrin og 9 km i 10. klasse, og

  • 2) børn, der har kortere skolevej, hvis hensynet til børnenes sikkerhed i trafikken gør det særlig påkrævet.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal endvidere sørge for befordring til og fra skole af syge og invaliderede elever.

Stk. 3 Under de i stk. 1 angivne betingelser skal kommunalbestyrelsen sørge for befordring af elever til og fra de af regionsrådet drevne lands- og landsdelsdækkende undervisningstilbud m.v., jf. § 20, stk. 3 og 4. Det samme gælder for de af Borgerrepræsentationen drevne landsdelsdækkende undervisningstilbud i Københavns Kommune.

Stk. 4 Bestemmelserne i stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse på befordring mellem skole og dagtilbud i henhold til lov om social service af elever, der uden for skoletiden er anbragt i daginstitution m.v.

Stk. 5 Forpligtelsen til at sørge for befordring efter stk. 1 kan opfyldes ved at henvise eleverne til kollektiv trafik, taxikørsel m.v. eller ved at godtgøre deres udgifter til egen befordring. Kommunalbestyrelsen kan til brug for udstedelse af befordringskort til elever videregive oplysninger om elevers navn, adresse og cpr-nummer til private, der administrerer befordringsordninger.

Stk. 6 Bestemmelserne i stk. 1 omfatter ikke elever, som undervises i en anden skole end distriktsskolen, bortset fra elever, der er henvist til undervisning i henhold til § 5, stk. 6 og 7, og § 22. Bestemmelserne i stk. 1 omfatter også elever, der fortsætter skolegangen i en skole, hvortil eleven har været henvist i henhold til § 5, stk. 7. Elever, der ved optagelsen i en skole i en anden kommune end bopælskommunen, jf. § 36, stk. 3, er henvist til undervisning i henhold til § 5, stk. 7, er ikke omfattet af stk. 1.

Stk. 7 Bestemmelsen i stk. 2 gælder ikke for elever, som optages i en anden skole, jf. § 36, stk. 3. I disse tilfælde skal kommunalbestyrelsen i stedet afholde udgifter til befordring svarende til udgifterne til den befordring, som kommunalbestyrelsen ville være forpligtet til at afholde efter stk. 2, hvis eleven benyttede det tilbud, som eleven er visiteret til, eller hvis eleven gik på sin distriktsskole.

Stk. 8 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om befordring.

§ 27

Kommunalbestyrelsen kan med forældrenes samtykke, jf. § 54, sørge for indlogering i skolebyen af elever på 7.-10. klassetrin, hvis den daglige befordring mellem hjemmet og skolen ville være særlig usikker eller tidkrævende.

Stk. 2 Indlogeringen kan ordnes ved henvisning til en kostskole, jf. § 22, stk. 1, 3 og 4.