Ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin aflægger eleverne folkeskolens afgangseksamen og 9.-klasseprøver. Der gennemføres 9.-klasseprøver i følgende fag:
-
1) Dansk.
-
2) Engelsk.
-
3) Kristendomskundskab.
-
4) Historie.
-
5) Samfundsfag.
-
6) Matematik.
-
7) Geografi.
-
8) Biologi.
-
9) Fysik/kemi.
-
10) Idræt.
-
11) Tysk eller fransk, jf. § 5, stk. 2, nr. 1, litra e.
Stk. 2 I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er 4. sætning i denne bestemmelse ved en fejl ikke blevet ophævet ("Hvis der sker udtræk af et fag, hvor eleven ikke har fulgt undervisningen i det pågældende skoleår, aflægger eleven i stedet prøve i yderligere et af de i stk. 1 nævnte fag inden for den humanistiske fagblok, bortset fra dansk."), på trods af at den meget tydeligt blev ophævet, jf. § 1, nr. 4, i lov nr. 747 af 1/6 2015. Hver elev skal aflægge to prøver i faget dansk (en mundtlig samt en skriftlig bestående af et antal delprøver), en prøve i hvert af fagene matematik (en skriftlig bestående af et antal delprøver) og engelsk samt en fælles prøve, hvori fagene fysik/kemi, biologi og geografi indgår. Herudover skal den enkelte elev aflægge to prøver, som udvælges efter udtrækning blandt de i stk. 1, nr. 2-11, nævnte fag, efter børne- og undervisningsministerens bestemmelse henholdsvis inden for fagblokken humanistiske fag og inden for fagblokken naturfag, jf. opdelingen i § 5, stk. 2. Faget idræt udtrækkes som en del af den naturfaglige blok. Hvis der sker udtræk af idræt og eleven ikke har fulgt undervisningen i faget det pågældende skoleår på grund af en langvarig fysisk funktionsnedsættelse eller alvorlig sygdom, der har gjort eleven ude af stand til at deltage i undervisningen, aflægger eleven i stedet prøve i et andet af de i stk. 1 nævnte fag inden for fagblokken naturfag.
Stk. 3 Ved afslutningen af undervisningen på 8. klassetrin aflægger eleven prøve i det valgfag, som eleven har valgt efter § 9, stk. 8.
Stk. 4 For at bestå folkeskolens afgangseksamen skal eleven have opnået mindst karakteren 2,0 i gennemsnit i de 9.-klasseprøver, som er nævnt i stk. 2, og den prøve på 8. klassetrin, som er nævnt i stk. 3. Ved beregning af gennemsnittet indgår en karakter for skriftlig dansk, en karakter for skriftlig matematik og en karakter for hver af de øvrige obligatoriske prøver. Karakteren i skriftlig dansk og i skriftlig matematik beregnes som gennemsnittet af delprøverne. Bekendtgørelse om karakterskala og anden bedømmelse
Stk. 5 Efter bestået afgangseksamen udfærdiges et eksamensbevis.
Stk. 6 Ud over de nævnte prøver i stk. 1 og 2 kan eleven ved afslutningen af undervisningen på 9. klassetrin indstille sig til folkeskolens 9.-klasseprøver i valgfagene tysk og fransk, hvis eleven har afsluttet undervisningen i det pågældende skoleår. Frivillige prøver efter 3. pkt. kan gennemføres ved afslutningen af 8. klassetrin, hvis skolens leder vurderer, at eleverne har fulgt undervisningen i et sådant omfang, at prøvekravene kan opfyldes. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler om, at praktisk betonede fag, der er omfattet af § 9, gøres til frivillige prøvefag. Afgørelse om indstilling til frivillige prøver træffes af eleven efter samråd med forældrene, jf. § 54, og vedkommende lærer.
Stk. 7 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om de prøver, som er nævnt i stk. 1-6, herunder om tidspunktet for prøvernes afholdelse, om kravene i de enkelte fag ved prøverne, om udtrækningen af fag og prøver, om antallet af prøver i fagene, om prøvernes gennemførelse, om hvilke prøver der udarbejdes centralt stillede opgaver til, om bedømmelse og karaktergivning, om klager i forbindelse med prøver, om, at omprøve og ombedømmelse kan resultere i en lavere karakter, om eksamens- og prøvebevisernes udformning, om sygeprøver, om aflæggelse af prøver på særlige vilkår for elever med særlige behov og om fritagelse for at aflægge de prøver, som er nævnt i stk. 1-5 for visse elever. Børne- og undervisningsministeren fastsætter endvidere regler om censorer.
Stk. 8 Kommunalbestyrelsen skal imødekomme anmodninger om at kunne aflægge folkeskolens prøve på 8. klassetrin og 9.-klasseprøver og foranstalte afholdelse af prøverne for personer, der ikke er fyldt 18 år ved skoleårets begyndelse, og som ellers ikke har mulighed for at indstille sig til prøve. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler herom.