Folkeskoleloven § 36

Denne konsoliderede version af folkeskoleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om folkeskolen

Lov nr. 509 af 30. juni 1993,
jf. lovbekendtgørelse nr. 989 af 27. august 2024,
som ændret ved lov nr. 1746 af 27. december 2016, lov nr. 209 af 5. marts 2019 og lov nr. 882 af 21. juni 2022

§ 36

Et barn kan efter forældrenes anmodning, jf. § 54, indskrives i folkeskolen fra begyndelsen af det kalenderår, hvor det fylder 5 år.

Stk. 2 Til hver skole hører et skoledistrikt, der kan være større eller mindre for de enkelte klassetrin. Et barn optages i skolen i det distrikt, hvor det bor eller opholder sig, jf. dog stk. 3, § 3, stk. 2, § 5, stk. 7, og § 22.

Stk. 3 Forældre har krav på, at deres barn optages i en folkeskole efter eget valg i bopælskommunen eller i en anden kommune, under forudsætning af, at det kan ske inden for de rammer, kommunalbestyrelsen i skolekommunen har fastsat i henhold til § 40, stk. 2. Det samme gælder, hvis forældrene ønsker, at barnet skifter skole under skoleforløbet, herunder til distriktsskolen. Kommunalbestyrelsen kan i ganske særlige tilfælde træffe beslutning om suspension af det frie skolevalg efter 1. og 2. pkt., jf. § 40, stk. 2, nr. 4. Hvis det ikke er muligt at imødekomme alle ønsker om optagelse i en anden skole end distriktsskolen, sker optagelse efter retningslinjer fastsat af kommunalbestyrelsen i skolekommunen for, hvilke børn der skal optages først.

Stk. 4 En elev, der er optaget i en skole, har ret til at fortsætte skolegangen i denne skole, jf. dog § 3, stk. 2, og § 22, medmindre der gennemføres ændringer i kommunens skolestruktur, eller eleven overflyttes til en anden skole i medfør af § 52. Dette gælder tillige elever, der flytter til en anden bopæl under skoleforløbet.

Stk. 5 Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at anmodning om optagelse skal indgives inden en vis frist.

Stk. 6 Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om bopælskommunens betaling til skolekommunen, hvis forældrene benytter sig af valg af folkeskole i en anden kommune end bopælskommunen, jf. stk. 3 og 4. Reglerne finder anvendelse, hvis kommunerne ikke indgår anden aftale herom.

Stk. 7 Forældre har krav på, at deres barn optages i en skolefritidsordning, jf. § 3, stk. 7, ved den skole, hvor barnet er optaget, hvis der er etableret en skolefritidsordning og der er plads i denne. Tilsvarende krav har forældre, hvis barn er optaget i distriktsskolen efter stk. 2 eller forbliver i en folkeskole i en anden kommune end bopælskommunen. Børne- og undervisningsministeren fastsætter regler om bopælskommunens betaling til skolekommunen, hvis barnet optages i en skolefritidsordning ved den valgte skole, jf. stk. 3 og 4. Reglerne finder anvendelse, hvis kommunerne ikke indgår anden aftale herom.