Fondsloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af fondsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fonde og visse foreninger

Lov nr. 300 af 6. juni 1984,
jf. lovbekendtgørelse nr. 2020 af 11. december 2020,
som ændret ved lov nr. 2601 af 28. december 2021 og lov nr. 753 af 13. juni 2023

Kapitel 5 Kapital
§ 8

En fond skal ved oprettelsen have aktiver på mindst 1 mio. kr. Aktiverne og egenkapitalen skal stå i rimeligt forhold til formålet.

Stk. 2 Uanset bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., kan fondsmyndigheden i særlige tilfælde tillade oprettelse af en fond med aktiver på under 1 mio. kr.

Stk. 3 Bestemmelsen i stk. 1, 1. pkt., gælder ikke for fonde, der stiftes i henhold til et testamente, der er oprettet før den 1. januar 1985.

§ 9

En fonds bestyrelse må kun med fondsmyndighedens samtykke uddele:

  • 1) de aktiver, der forelå ved fondens stiftelse, eller hvad der træder i stedet herfor, og

  • 2) de aktiver, der modsvarer overskud, som er henlagt til konsolidering af fondens formue.

Stk. 2 En fonds bestyrelse beslutter, om aktiver, som senere tilfalder fonden som arv eller gave, eller hvad der træder i stedet herfor, skal anvendes til uddeling eller henlægges til fondens formue, medmindre arvelader eller gavegiver har truffet bestemmelse herom. Beslutning herom skal være truffet senest ved regnskabsaflæggelsen. Er beslutningen ikke truffet inden dette tidspunkt, henlægges arven eller gaven til fondens formue. I øvrigt finder § 29, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Uanset bestemmelsen i stk. 1 kan en fonds bestyrelse uden fondsmyndighedens samtykke uddele aktiver svarende til det foregående regnskabsårs nettokursgevinster, som efter reglerne i kursgevinstloven og aktieavancebeskatningsloven skal medregnes ved opgørelsen af fondens skattepligtige indkomst. Bestyrelsens beslutning om at anvende aktiverne til uddeling skal være truffet inden 6 måneder efter det foregående regnskabsårs afslutning. I øvrigt finder § 29, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 De aktiver, der er nævnt i stk. 1, må kun overdrages eller pantsættes efter regler, der fastsættes af justitsministeren, eller med fondsmyndighedens samtykke, jf. dog stk. 3. Anbringelsesbekendtgørelsen

Stk. 5 Den i stk. 1 og 4 nævnte rådighedsindskrænkning skal i videst muligt omfang sikres ved notering, tinglysning eller på anden måde.

Stk. 6 Det kan bestemmes i vedtægten, at de i stk. 1 nævnte aktiver skal anvendes til uddeling i løbet af et nærmere fastsat tidsrum.

§ 10

Medmindre andet er bestemt i vedtægten, skal en fonds midler være anbragt efter regler, der fastsættes af justitsministeren. Fondens midler kan forblive anbragt i den form, i hvilken de er skænket eller udlagt på skifte. Anbringelsesbekendtgørelsen