Forretningsorden for Folketinget § 32

Denne konsoliderede version af forretningsorden for Folketinget er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 9578 af 4. juli 2023

§ 32

Medlemmerne indkaldes til Tingets første møde i hver samling ved formandens/den fungerende formands foranstaltning. Indkaldelsen udsendes i elektronisk form eller i papirform direkte til medlemmerne og offentliggøres på en af Folketingets hjemmesider.

Stk. 2 Formanden meddeler ved slutningen af hvert møde tiden og dagsordenen for næste møde, for så vidt sådant på det pågældende tidspunkt kan opgives. Meddelelse om dagsordenens indhold kan gives ved henvisning til en af Folketingets hjemmesider eller til den snarest muligt udsendte dagsorden. Indkaldelse til møde kan endvidere ske ved udsendelse af dagsorden i elektronisk form eller i papirform. At formanden har ansat tidspunktet og dagsordenen for næste møde, skal dog ikke hindre denne i senere at indkalde mødet til et andet tidspunkt.

Stk. 3 Formanden kan, når dagsordenen ikke er fastsat i henhold til stk. 4 i denne paragraf, forandre rækkefølgen af de derpå opførte sager, og formanden kan lade en på dagsordenen opført sag udgå, når der gives Tinget meddelelse om grunden dertil; men bortset fra valg af medlemmer til udvalg, kommissioner og hverv kan kun sager, som står på dagsordenen for et møde, behandles i dette.

Stk. 4 Det påhviler formanden at indkalde til møde, når mindst 2/5 af Folketingets medlemmer eller statsministeren skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse af dagsorden (grl. § 39).

Stk. 5 På Tingets sidste mødedag i en uge offentliggøres så vidt muligt en ugeplan med angivelse af formandens foreløbige planer for arbejdet i de nærmest følgende dage på en af Folketingets hjemmesider.