Forsikringsmæglervirksomheder, der har fået Finanstilsynets tilladelse, skal benytte betegnelsen »forsikringsmægler« i navnet. En person, der har fået Finanstilsynets tilladelse til at være ansat forsikringsmægler, er forpligtet til ved udøvelse af forsikringsmæglervirksomhed at benytte betegnelsen »forsikringsmægler«. Andre betegnelser som f.eks. »registreret«, »statsautoriseret« eller »godkendt« kan ikke samtidig tilføjes navnet. En forsikringsmæglervirksomhed kan uanset 1. pkt. i henvendelser til offentligheden særligt fremhæve virksomhedens specialer som for eksempel forsikringsrådgivning.
Stk. 2 Andre virksomheder og personer må ikke anvende navne eller betegnelser for deres virksomhed, som er egnet til at fremkalde det indtryk, at de er forsikringsmæglervirksomheder eller ansatte forsikringsmæglere.
Stk. 3 En forsikringsmæglervirksomhed eller en person, der er omfattet af § 43, kan dog her i landet benytte det samme navn, som virksomheden eller personen benytter i hjemlandet. Er der risiko for forveksling med et navn, der allerede anvendes her i landet, kan Finanstilsynet eller Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kræve en forklarende tilføjelse til navnet.