Forfattere: Jon Andersen, Lisbeth Adserballe, Morten Engberg, Kaj Larsen, Karsten Loiborg og Jens Olsen
Udgivelsesdato: 21. oktober 2013
ISBN: 9788757423679
- Side 93 -
...forvaltningsprocessuelle spørgsmål. Omvendt er der visse sagstyper, hvor tilbøjeligheden til at oversende sagen til den kommunale tilsynsmyndighed er større. Det gælder navnlig sager vedrørende kommunalretlige problemstillinger, men også sager, der angår andre spørgsmål, hvor Statsforvaltningen i forvejen har oparbejdet en betydelig viden i kraft af, at den har be-
- Side 122 -
...kommer til at fungere som »postkasse« for meddelelser, som ellers ville være omfattet af en (i øvrigt lovlig) brevkontrol. Det anførte kan dog normalt ikke forhindre ombudsmanden i at sende klager til høring hos forvaltningsmyndigheder eller i at videresende en henvendelse til rette forvaltningsmyndighed, jf. princippet i forvaltningslovens § 7, stk. 2.
- Side 156 -
...Patientklagenævn ikke videresendte klager vedrørende forhold uden for nævnets kompetence til rette myndighed, medmindre klageren udtrykkeligt havde bedt om det. I stedet vejledte nævnet de pågældende om, at de selv kunne klage. Ombudsmanden tog spørgsmålet op over for nævnet, og udtalte, at nævnets praksis var i strid med forvaltningslovens § 7, stk. 2.
- Side 233 -
...aktindsigt, henstillede ombudsmanden, at Sundhedsministeriet foranledigede, at styrelsen undergav begæringen en ny og samlet behandling. Ombudsmanden tilføjede, at han gik ud fra, at styrelsen, hvis den fandt at kunne imødekomme begæringen om aktindsigt, ville være forskeren behjælpelig med at finde frem til sagerne, jf. forvaltningslovens § 7, stk. 1.
- Side 288 -
Efter forvaltningslovens § 7 skal myndighederne i fornødent omfang yde vejledning og bistand til personer, der retter henvendelse om spørgsmål inden for myndighedens sagsområde. Bestemmelsen er udtryk for en grundsætning, der tidligere var gældende som god forvaltningsskik.
(...)
- Side 289 -
Bestemmelsen i forvaltningslovens § 7 om vejledningspligt i konkrete afgørelsessager gælder kun, hvor den pågældende borger selv retter henvendelse til myndigheden med anmodning om vejledning. Bestemmelsen forpligter derfor som udgangspunkt ikke myndighederne til på eget initiativ at yde vejledning i konkrete sager.