Kommunalbestyrelsen kan yde et beløb til dækning af det beboerindskud, som en lejer i en udlejningsejendom, der ombygges til en friplejebolig, skal betale, når den pågældende i forvejen bebor den ombyggede bolig.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal yde et beløb til dækning af det beboerindskud, som beboere i plejehjem og beskyttede boliger skal betale, når deres boliger nedlægges og ombygges til friplejeboliger og beboerne genhuses i de pågældende friplejeboliger. Tilsvarende gælder for beboerindskud, når beboere visiteres fra plejehjem eller beskyttet bolig til almene ældreboliger og de i stedet vælger en friplejebolig.
Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal yde et beløb til dækning af det beboerindskud, som beboere i boformer efter § 108 i lov om social service skal betale, når deres boliger nedlægges og ombygges til friplejeboliger og beboerne genhuses i de pågældende friplejeboliger. Tilsvarende gælder for beboerindskud, når beboere visiteres fra en boform efter servicelovens § 108 til almene ældreboliger og de i stedet vælger en friplejebolig.
Stk. 4 De i stk. 1-3 nævnte beløb udbetales til udlejeren. Ved lejemålets ophør tilbagebetaler udlejeren beløbet til kommunen med fradrag af foretagen modregning for lejerens forpligtelser over for udlejeren. Staten refunderer kommunens udbetalinger efter stk. 1-3 med to tredjedele. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med transport-, bygnings- og boligministeren i en bekendtgørelse fastsætte nærmere regler om statsrefusionen, herunder regler om anvisning af statsrefusion, regnskabsaflæggelse og revision vedrørende de beløb, der er nævnt i stk. 1-3.
Stk. 5 I reglerne udstedt i medfør af stk. 4, 4. pkt., kan det fastsættes, at revisionen for regnskabsåret 2021 i højst 12 kommuner skal foretages efter særlige regler.