Friskoleloven § 17

Denne konsoliderede version af friskoleloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov om friskoler og private grundskoler m.v.

Lov nr. 411 af 6. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1245 af 28. november 2024,
som ændret ved lov nr. 397 af 2. maj 2018 og lov nr. 563 af 7. maj 2019

§ 17

Staten yder tilskud til nedbringelse af skolepenge, til nedbringelse af forældrebetalingen for skolefritidsordninger og til nedbringelse af betaling for ophold på en kostafdeling inden for bevillinger, der fastsættes på de årlige finanslove. Tilskud til nedbringelse af skolepenge og forældrebetaling for skolefritidsordning samt nedbringelse af betaling for ophold på en kostafdeling fastsættes under hensyn til elevens og forældrenes økonomiske forhold og til, hvorvidt bopælskommunen yder tilskud til skolepengene, forældrebetalingen eller opholdet.

Stk. 2 Staten yder tilskud til nedbringelse af befordringsudgifter mellem skole og hjem af elever inden for de bevillinger, der fastsættes på de årlige finanslove. Af bevillingen som nævnt i 1. pkt. ydes et særskilt tilskud til Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig til styrkelse af mobiliteten for elever på tyske mindretalsskoler. Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig fordeler tilskuddet til skolerne.

Stk. 3 Staten yder tilskud til nedbringelse af befordringsudgifter mellem skole og hjem af syge elever inden for bevillinger, der fastsættes på de årlige finanslove.

Stk. 4 Staten yder tilskud til nedbringelse af befordringsudgifter i forbindelse med introduktionskurser og brobygning inden for en bevilling, der fastsættes på de årlige finanslove. Tilskuddet fordeles til de enkelte skoler af fordelingssekretariatet, jf. § 11, stk. 3, som fastsætter kriterier for fordelingen, herunder om egendækning. Tilskuddet udbetales forud til fordelingssekretariatet. Fordelingssekretariatet skal føre et særskilt regnskab for ordningen.

Stk. 5 Skolen kan af egne midler yde befordringstilskud, herunder til ordninger, der er fælles for skolens elever og andre frie grundskolers elever, f.eks. i form af en busrute.

Stk. 6 En kommunalbestyrelse, der i henhold til § 26 i lov om folkeskolen har etableret befordring for folkeskoleelever med skolebus, kan beslutte, at elever ved frie grundskoler kan benytte denne.