Skolen må ikke modtage anonyme donationer.
Stk. 2 Skolen skal inden 30 dage efter modtagelse af en donation på over 20.000 kr. eksklusive moms skriftligt redegøre for, om der er tilstrækkelig sikkerhed for, at skolen ved modtagelse af donationen opfylder kravene i § 1, stk. 2, 2. pkt., og § 5, stk. 2. Den skriftlige redegørelse underskrives af skolens bestyrelse.
Stk. 3 Modtager en skole donationer i strid med stk. 1 eller 2, skal skolen returnere donationen til donatoren inden 30 dage fra modtagelsen. Donationer, der ikke kan returneres til donatoren inden 30 dage fra modtagelsen, skal overføres til en konto hos Børne- og Undervisningsministeriet inden for samme frist.
Stk. 4 En donator, hvis donation er overført til en konto hos Børne- og Undervisningsministeriet, jf. stk. 3, kan, indtil 6 måneder efter at donationen er overført, kræve donationen tilbagebetalt fra Børne- og Undervisningsministeriet.
Stk. 5 Donationer, der ikke er krævet tilbagebetalt inden for fristen i stk. 4, tilfalder statskassen.