Gældsinddrivelsesbekendtgørelsen § 21

Denne konsoliderede version af gældsinddrivelsesbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om inddrivelse af gæld til det offentlige

Bekendtgørelse nr. 1110 af 25. oktober 2024

§ 21

Udgifter til husstandens mindreårige hjemmeboende børn kan kun fradrages efter § 18, stk. 2, hvis udgifterne efter stk. 3, nr. 1, 3 og 4, overstiger indtægterne efter stk. 2 (nettoudgiften). Udgiften efter stk. 3, nr. 2, kan altid fradrages.

Stk. 2 Som indtægt medregnes børne- og ungeydelse, børnetilskud, børnebidrag, børnepension og andre indtægter, der vedrører barnet og ikke hidrører fra barnets personlige formue eller selvstændige arbejdsindsats.

Stk. 3 Som udgifter medregnes:

  • 1) Udgifter vedrørende pasning af barnet.

  • 2) Rimelige udgifter, som en skyldner eller dennes ægtefælle har i forbindelse med et mindreårigt barns samvær med den anden forælder, hvor barnet ikke har folkeregisteradresse.

  • 3) Udgifter til barnets særlige behov, jf. § 24, og barnets ganske særlige behov, jf. § 25.

  • 4) Et rådighedsbeløb, der afhænger af barnets alder. Rådighedsbeløbet udgør 1.900 kr. om måneden for børn indtil det fyldte 2. år, 2.430 kr. om måneden for børn fra og med det fyldte 2. år og indtil det fyldte 7. år og 3.500 kr. om måneden for børn fra og med det fyldte 7. år og indtil det fyldte 18. år.

Stk. 4 Nettoudgiften opgøres separat for hvert barn.