Gammelførtidspensionsloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af gammelførtidspensionsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Lov nr. 1164 af 19. december 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1033 af 2. september 2024

Kapitel 1 1 Almindelige betingelser
§ 1

Pension efter denne lov er førtidspension, invaliditetsydelse, bistands- og plejetillæg og øvrige tillæg efter kapitel 2 og 11.

Stk. 2 Reglerne i denne lov finder anvendelse for personer, der er tilkendt førtidspension, invaliditetsydelse og bistands- og plejetillæg, eller for hvem der er påbegyndt sag herom før den 1. januar 2003.

Indfødsret
§ 2

Retten til pension er betinget af, at modtageren har dansk indfødsret.

Stk. 2 Dette gælder dog ikke:

  • 1) Personer, der har haft fast bopæl her i riget i mindst 10 år mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, heraf mindst 5 år umiddelbart inden det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes.

  • 2) Udlændinge, som har fået opholdstilladelse i Danmark efter § 7 eller § 8 i udlændingeloven.

Stk. 3 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, i hvilke tilfælde udsendt personale ved herværende diplomatiske og konsulære repræsentationer og sådanne personers familiemedlemmer skal have adgang til ydelser efter loven. Bekendtgørelse om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Bopæl
§ 3

Retten til pension er betinget af, at modtageren har fast bopæl i Danmark eller hyre på dansk skib.

Stk. 2 Personer med dansk indfødsret, som tager bopæl i udlandet efter at have fået tillagt pension, bevarer retten til pension, hvis de efter det fyldte 15. år har haft fast bopæl i Danmark i mindst 10 år eller i mindst ¼ af tiden fra det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes. Bopælskravet efter 1. pkt. skal være opfyldt umiddelbart inden det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes.

Stk. 3 Når særlige omstændigheder taler for det, kan Udbetaling Danmark tillade, at retten til pension bevares for personer, der tager bopæl i udlandet efter at have fået tillagt pension.

Stk. 4 Retten til at modtage pension i udlandet efter stk. 2 og 3 omfatter pensionens grundbeløb, invaliditetsbeløb, erhvervsudygtighedsbeløb, førtidsbeløb, ekstra tillægsydelse, tillæg efter §§ 16 og 17 og invaliditetsydelse. Når særlige omstændigheder taler for det, kan Udbetaling Danmark efter ansøgning tillade, at retten til pensionstillæg bevares for personer, der tager bopæl i et EU-/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien.

§ 4

Retten til pension er betinget af mindst 3 års fast bopæl her i riget mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension.

Optjening
§ 5

Ret til fuld pension for personer under folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, er betinget af, at bopælstiden udgør mindst 4/5 af årene fra det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes.

Stk. 2 Er betingelsen for fuld pension efter stk. 1 ikke opfyldt, fastsættes pensionen efter forholdet mellem bopælstiden og 4/5 af tiden fra det fyldte 15. år til det tidspunkt, hvorfra pensionen ydes. Den beregnede del af fuld pension nedsættes til nærmeste antal fyrretyvendedele af fuld pension.

§ 6

Når en førtidspensionist overgår til folkepension fra folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, udbetales folkepensionen med samme antal fyrretyvendedele som det, hvormed pensionen hidtil har været fastsat.

§ 7

Ved beregning af brøkpension, som er pension, der ydes med et antal fyrretyvendedele af fuld pension efter § 5, stk. 2, beregnes først en fuld pension ved anvendelse af reglerne i kapitel 4. Det således beregnede pensionsbeløb nedsættes til de beregnede antal fyrretyvendedele. Tillæg efter §§ 17 18 og 20 a nedsættes dog ikke.

Opgørelse af bopælstid m.v.
§ 8

Ved opgørelse af bopælstid efter § 3 sidestilles med bopæl i Danmark, og ved opgørelse af bopælstid efter §§ 4 og 5 sidestilles med bopæl her i riget

  • 1) forhyring med dansk skib,

  • 2) ophold i udlandet som udsendt repræsentant for en dansk offentlig myndighed,

  • 3) ophold i udlandet i øvrigt som beskæftiget i offentlig dansk interesse,

  • 4) ophold i udlandet som ansat i et dansk firmas filial eller datterselskab og

  • 5) ophold i udlandet med henblik på uddannelse.

§ 9

Ved opgørelse af bopælstid for en person omfattet af § 2, stk. 2, nr. 2, sidestilles bopæl i oprindelseslandet med bopæl her i riget. Det samme gælder andre lande, hvori den pågældende har haft bopæl på et grundlag svarende til det, der er nævnt i § 7 i udlændingeloven. Bestemmelsen i 1. og 2. pkt. finder anvendelse, uanset om den pågældende opnår dansk indfødsret.

Stk. 2 Stk. 1 anvendes kun, så længe den pågældende har fast bopæl her i riget.

Stk. 3 Stk. 1 anvendes ikke for perioder, hvor der er ret til pension fra oprindelseslandet og andre lande, der er nævnt i stk. 1.

§ 10

Ved opgørelse af bopælstid medregnes kun bopælsperioder mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension. Flere bopælsperioder sammenlægges, og den samlede bopælstid afrundes til nærmeste hele antal måneder.

§ 11

Efter overenskomst med andre stater kan beskæftigelsesministeren fastsætte regler om fravigelse af bestemmelserne om indfødsret, bopæl og optjening. Bekendtgørelse om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Stk. 2 Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om ret til at medtage en tilkendt førtidspension, når førtidspensionisten tager fast bopæl på Færøerne eller i Grønland.

§ 12

(Ophævet)