Loven finder anvendelse på fremstilling eller anvendelse af genetisk modificerede organismer.
Stk. 2 Ved genetisk modificerede organismer forstås planter, dyr, mikroorganismer, cellekulturer og virus, hvori der forekommer nye sammensætninger af det genetiske materiale, som ikke opstår på naturlig måde.
Stk. 3 Genetisk modificerede organismer fremstillet ved traditionelle forædlingsmetoder er ikke omfattet af loven.
Stk. 4 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at bestemte genetisk modificerede organismer og visse anvendelser heraf i nærmere bestemt omfang undtages fra loven.
Stk. 5 Ministeren kan fastsætte regler, der er nødvendige for anvendelsen her i landet af Den Europæiske Unions forordninger vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov.