Loven omfatter geodatasæt, som
-
1) foreligger i elektronisk form,
-
2) vedrører et eller flere temaer fastsat af energi-, forsynings- og klimaministeren i medfør af stk. 2,
-
3) besiddes af eller på vegne af en offentlig myndighed, jf. § 2, stk. 2, og
-
4) vedrører Danmarks territorium, herunder søterritoriet, eller tilgrænsende havområder.
Stk. 2 Energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter de geodatatemaer, der medfører, at geodatasæt er omfattet af loven. Bestemmelser, som omfatter andre temaer end dem, der følger af bilag I, II og III i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om opbygning af en infrastruktur for geografisk information i Det Europæiske Fællesskab, fastsættes efter forhandling med den minister, under hvis område de berørte geodatasæt hører.
Stk. 3 Geodatasæt, som besiddes af kommuner eller offentlige myndigheder omfattet af § 2, stk. 2, nr. 2 og 3, er kun omfattet af denne lov, hvis lovgivningen i øvrigt kræver indsamling eller udbredelse heraf.
Stk. 4 Geodatasæt, som besiddes af andre end offentlige myndigheder, men som i øvrigt opfylder betingelserne i stk. 1, er omfattet af denne lov, hvis besidderen har fået stillet Danmarks INSPIRE-geoportal til rådighed efter § 5, stk. 2.
Stk. 5 Hvis der findes flere kopier af samme geodatasæt, som besiddes af eller opbevares på vegne af flere forskellige offentlige myndigheder, omfatter loven kun den udgave, som kopierne hidrører fra.
Stk. 6 Offentlige myndigheder kan kun træffe foranstaltninger vedrørende geodatasæt, hvortil andre har immaterielle rettigheder, med de pågældendes samtykke.
Stk. 7 Loven omfatter endvidere geodatatjenester, som er knyttet til de geodatasæt, som loven omfatter, jf. stk. 1-5.