Enhver har med de begrænsninger, der følger af lov om aktindsigt i miljøoplysninger, adgang via Danmarks INSPIRE-geoportal til geodatasæt og geodatatjenester, der vedrører miljøoplysninger eller temaer, der følger af bilag I, II eller III i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om opbygning af en infrastruktur for geografisk information i Det Europæiske Fællesskab. Adgangen til at søge efter geodatasæt og geodatatjenester ud fra indholdet af de tilsvarende metadata og til at få fremvist indholdet af metadata via de søgetjenester, der er nævnt i § 4, stk. 1, nr. 1, kan dog alene begrænses af hensyn til rigets internationale interesser, den offentlige sikkerhed eller rigets forsvar.
Stk. 2 Enhver har med de begrænsninger, der følger af lov om offentlighed i forvaltningen, via Danmarks INSPIRE-geoportal adgang til geodatasæt og geodatatjenester, der vedrører andre temaer end dem, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3 Data, der stilles til rådighed via visningstjenester som nævnt i § 4, stk. 1, nr. 2, kan gives en form, der hindrer kommerciel udnyttelse.
Stk. 4 Afgørelser efter stk. 1-3 træffes af den myndighed, som besidder geodatasættet eller geodatatjenesten. Afgørelserne kan påklages til den myndighed, der er klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen af den sag, som de pågældende oplysninger hidrører fra.