Lovens formål er at give tilladelse til og fastsætte regler om gevinstopsparing (gevinstkonti) i pengeinstitutter, der er omfattet af lov om banker og sparekasser m.v.
Pengeinstitutter kan oprette og modtage indskud på gevinstkonti, hvor kontohaveren i stedet for en del af renteafkastet eller hele afkastet af kontoen opnår mulighed for at vinde en pengepræmie. Pengepræmien betales af pengeinstituttet.
Indskydere på gevinstkontoen får et antal lodder i forhold til indskyderens indestående på gevinstkontoen.
Pengeinstitutterne kan oprette gevinstkontoordninger enkeltvis eller i fællesskab.
Stk. 2 Pengeinstitutterne fastsætter de nærmere vilkår for gevinstkontoordningerne, herunder fastsættelse af antal årlige bortlodninger, gevinststørrelser, gevinstpulje og eventuel tidsmæssig binding på gevinstkontoindskud, jf. dog stk. 3 og stk. 4.
Stk. 3 Økonomi- og indenrigsministeren kan fastsætte regler om sammensætningen af gevinstpuljer på gevinststørrelser.
Stk. 4 Den årlige præmiepulje må ikke overstige pengeinstituttets højeste indlånsrente multipliceret med en faktor F. F er defineret som: F = (100 - selskabsskatteprocenten)/100.
Pengeinstitutter, der har oprettet en gevinstkontoordning, skal årligt for hver enkelt gevinstkontoordning offentliggøre en opgørelse over indskud på og gevinstudbetalinger fra ordningen.
Gevinster indsættes på kontohaverens gevinstkonto eller udbetales kontant senest i måneden efter bortlodningsmåneden.
Stk. 2 Er det ikke muligt at finde frem til vinderen af en gevinst, indgår præmiebeløbet senest 5 år efter lodtrækningen i en ny gevinstpulje.
Senest 14 dage efter bortlodningen skal pengeinstituttet fremlægge lister over, hvilke kontonumre der har vundet de enkelte gevinster.