- Side 71 -
...forholder sig, forekommer uacceptabelt. Ministerens sandhedspligt er ikke kun en pligt, der sigter på, at den enkelte spørger informeres fyldestgørende og korrekt. Svarets adressat er Folketinget som sådan og i kraft af offentlighedsprincippet i grundlovens § 49 tjener spørgsmåls- og forespørgselsinstituttet samtidig til at oplyse vælgerbefolkningen.
(...)
- Side 73 -
...praksis via medierne – kan følge med i den politiske debat. Dette formål tilsiger, at debatten mellem minister og folketing ikke bør foregå i en lukket cirkel af indforståethed, hvor urigtige svar fra ministerens side skal accepteres, når blot Folketingets heltidsbeskæftigede politikere må formodes at være i stand til at gennemskue svarenes urigtighed.
(...)
...da ministeren i kraft af ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, skal efterleve de pligter, der påhviler ham efter »lovgivningen«, og da dette begreb må forstås bredt som omfattende gældende ret, følger den i notatet omtalte generelle sandhedspligt baseret på almindelige forvaltningsretlige grundsætninger, (indirekte) af ministeransvarlighedsloven.
- Side 86 -
...følge et ansvar. Efter forsvarerens opfattelse kunne 1866-grundlovens § 49 ikke tages så håndfast efter bogstaven, som anklageren havde gjort. Bestemmelsen måtte derimod fortolkes i overensstemmelse med, at finansloven i sit væsen var et overslag. Det uforudselige og tilfældige måtte gøre, at det langt fra altid ville være ansvarsbegrundende at over-
(...)
- Side 87 -
...om Halsen« og ville af en folketingsmajoritet kunne »føres bort for at stranguleres, hvad Øieblik det skulde være«. Dommen i den første rigsretssag havde da også efter forsvarerens opfattelse givet et uomtvisteligt præjudikat for, at det var Rigsrettens sag selvstændigt at bedømme de påtalte overskridelsers forsvarlighed.8181. Ibid., side 219-225.
(...)
- Side 88 -
...forsvareren skabt et system, hvor man ville komme til »at leve et stille og idyllisk Liv under den rene Fornufts Herredømme – fortolket af Rigsretten!«.8787. Ibid., side 308 f. Efter anklagerens opfattelse forelå der ikke nogen »Praxis eller sædvanemæssig Retsdannelse«, der forandrede eller indskrænkede 1866-grundlovens § 49.8888. Ibid., side 312-316.
(...)
- Side 90 -
...Anklageren (Viggo Hørup) medgav da også, at den af ham procederede strikte fortolkning af 1866-grundlovens § 49 ville være ensbetydende med, at det ikke ville være muligt at have en mindretalsregering i landet.9595. Rigsretstidende, 3die Sag, 1877, side 321. Det var netop også Folketingets Venstre-flertals bagvedliggende motiv for at rejse rigsretssagen.