GUDP-loven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af gUDP-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram

Lov nr. 1502 af 27. december 2009,
jf. lovbekendtgørelse nr. 23 af 4. januar 2017,
som ændret ved lov nr. 1715 af 27. december 2016

Kapitel 3 1 Tildeling af tilskud m.v.
§ 9

Bestyrelsen træffer på grundlag af handlingsplanen, jf. § 4, stk. 1, beslutning om anvendelse af den bevilling, der er fastsat på de årlige finanslove, og beslutning om indkaldelse af projektansøgninger.

Stk. 2 Miljø- og fødevareministeren fastsætter bl.a. i overensstemmelse med EU´s statsstøtteregler regler om ydelse af projekttilskud, herunder om tilskudsbetingelser og maksimale tilskudssatser.

Stk. 3 Ministeren kan fastsætte regler om tilskud til projekter, der kan opnå tilskud efter anden lovgivning, herunder om at der ikke kan gives tilskud i henhold til denne lov.

§ 10

Bestyrelsen træffer afgørelse om tilsagn om tilskud til udviklings- og demonstrationsprojekter samt forskningsprojekter, der skaber grundlag for gennemførelse af udviklings- og demonstrationsprojekter.

Stk. 2 Ved afgørelse af, om der skal gives tilsagn om tilskud, foretager bestyrelsen en vurdering af opfyldelsen af lovens formål, projektforslagets nyhedsværdi, faglige kvalitet, effekt, relevans, samfunds- og erhvervsmæssige hensyn samt organisatoriske forhold.

Stk. 3 Bestyrelsen offentliggør i forbindelse med indkaldelser af projektansøgninger de maksimale tilskudssatser, der skal være gældende for de projekter, som indkaldelsen vedrører, jf. dog § 9, stk. 2. Bestyrelsen offentliggør endvidere de kriterier, der i henhold til stk. 2 indgår i vurderingen af de enkelte projektansøgninger om tilskud.

§ 11

Tilsagn om tilskud efter § 10 kan gives til projekter, der gennemføres af

  • 1) ejere, forpagtere og brugere af jordbrugsbedrifter, erhvervsfiskerfartøjer og akvakulturanlæg,

  • 2) private virksomheder og brancheorganisationer og lignende,

  • 3) foreninger,

  • 4) selvejende institutioner,

  • 5) offentlige og private forskningsinstitutioner og

  • 6) grupper eller sammenslutninger af de under nr. 1–5 nævnte parter.

§ 12

Bestyrelsen kan give tilsagn om tilskud til projekter, der fremmer samarbejdet mellem offentlige og private aktører, samt til projekter, der styrker samspillet mellem GUDP og internationale programmer og aktiviteter, som vedrører lovens område.

Stk. 2 Bestyrelsen kan yde bidrag til internationale programmer for forskning, udvikling, innovation og demonstration, hvis bestyrelsen vurderer, at samarbejdet vil være til gavn for udvikling af den danske fødevare-, jordbrugs-, fiskeri- og akvakultursektor samt har sikret sig, at midlerne vil blive fordelt i åben konkurrence og efter en faglig kvalitetsvurdering, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Bestyrelsens fordeling af midler til fora, der udmønter og administrerer internationale programmer, jf. stk. 2, godkendes af miljø- og fødevareministeren for så vidt angår størrelsen af midlerne, de retlige rammer for det internationale forums fordeling af midlerne, dets generelle bevillingsforudsætninger og dets regnskabsaflæggelse samt revision.

§ 13

Det er en betingelse for at opnå tilsagn om tilskud efter loven, at projektet eller aktiviteten ikke er påbegyndt, før der er givet tilsagn.