Kapitel 1 1 Almindelige bestemmelser
Ved et halvlederprodukt forstås i denne lov ethvert produkt på slut- eller mellemtrinnet, som
-
1) udgøres af et materialelegeme, der indbefatter et lag af halvledermateriale,
-
2) har et eller flere andre lag af ledende, isolerende eller halvledende materiale placeret i et forud fastlagt tredimensionalt mønster og
-
3) udelukkende eller sammen med andre funktioner er beregnet til at udføre en elektronisk funktion.
Stk. 2 Ved et halvlederprodukts topografi forstås i denne lov en række sammenhørende billeder, der, uanset hvordan de måtte være fikseret eller kodet, repræsenterer det tredimensionale mønster af de lag, som halvlederproduktet består af, og i hvilken række hvert enkelt billede repræsenterer en del af eller hele mønstret af en overflade af halvlederproduktet på et hvilket som helst forarbejdningstrin.
Den, der frembringer en topografi til et halvlederprodukt, eller den, til hvem frembringerens ret er overgået, kan erhverve eneret til at råde over topografien.
Stk. 2 Topografien skal være resultatet af frembringerens egen intellektuelle indsats og må ikke være almindelig inden for halvlederindustrien. Består topografien af elementer, der er almindelige inden for halvlederindustrien, er topografien kun omfattet af loven, hvis kombinationen af disse elementer opfylder betingelserne i 1. pkt.
Ved erhvervsmæssig udnyttelse af en topografi forstås i denne lov udbud, salg, leje, leasing eller anden erhvervsmæssig distribution af topografien eller af et halvlederprodukt, der er fremstillet ved hjælp af topografien.
Stk. 2 Udnyttelse i fortrolig sammenhæng anses ikke som erhvervsmæssig udnyttelse efter § 4, stk. 1, nr. 3, og § 5, for så vidt der ikke sker nogen yderligere distribution til tredjemand. Udnyttes en topografi i fortrolig sammenhæng i henhold til EØF-traktatens artikel 223, stk. 1, litra b, anses dette dog som erhvervsmæssig udnyttelse.
Eneret kan erhverves af
-
1) en fysisk person, der har frembragt topografien, og som er statsborger eller har bopæl i en stat, der er medlem af De Europæiske Fællesskaber,
-
2) en fysisk person, som er statsborger eller har bopæl i en medlemsstat, eller en juridisk person, der driver erhvervsmæssig virksomhed i en medlemsstat, når topografien er frembragt af en person, der er ansat hos den pågældende eller frembragt på bestilling af denne, medmindre det er eller må anses aftalt, at eneretten tilkommer frembringeren,
-
3) en fysisk eller juridisk person som nævnt i nr. 2, når den pågældende af rettighedshaveren har fået eneret til at udnytte topografien erhvervsmæssigt overalt i Fællesskaberne og den første erhvervsmæssige udnyttelse af topografien sker i en medlemsstat,
-
4) den, som har overtaget retten efter en af de fysiske eller juridiske personer, som er nævnt under nr. 1-3.
Stk. 2 Erhvervsministeren kan fastsætte regler om, at eneret kan erhverves og indehaves af andre fysiske og juridiske personer end nævnt i stk. 1.
Eneret kan kun erhverves, såfremt ansøgning om registrering af topografien er indleveret til Patent- og Varemærkestyrelsen senest 2 år efter den dag, da topografien første gang blev udnyttet erhvervsmæssigt.
Stk. 2 Eneretten stiftes på det første af følgende tidspunkter:
-
1) den dag, da topografien første gang udnyttes erhvervsmæssigt, eller
-
2) den dag, da ansøgning om registrering af topografien indleveres til Patent- og Varemærkestyrelsen.
Stk. 3 Eneretten ophører, når 10 år er forløbet fra udgangen af det kalenderår, i hvilket eneretten blev stiftet, jf. stk. 2.
Stk. 4 Er der forløbet 15 år fra den dag, da topografien første gang blev fikseret eller kodet, uden at ansøgning om registrering af topografien er indleveret til Patent- og Varemærkestyrelsen, og uden at topografien har været udnyttet erhvervsmæssigt, kan eneret ikke længere erhverves.
Eneretten til en topografi indebærer, at andre end den berettigede kun med dennes samtykke må
-
1) eftergøre topografien, herunder fremstille et halvlederprodukt ved hjælp af topografien,
-
2) udnytte topografien erhvervsmæssigt, jf. § 3, stk. 1, eller
-
3) importere topografien eller et halvlederprodukt, der er fremstillet ved hjælp af topografien, med henblik på erhvervsmæssig udnyttelse.
Stk. 2 Eneretten omfatter ikke
-
1) erhvervsmæssig udnyttelse eller import med dette formål af en topografi eller af et halvlederprodukt, der er fremstillet ved hjælp af topografien, når topografien eller halvlederproduktet af rettighedshaveren eller med dennes samtykke er bragt i omsætning i en stat, som er medlem af De Europæiske Fællesskaber,
-
2) eftergørelse, som sker med henblik på analyse og vurdering af eller undervisning i selve topografien eller de begreber, processer, systemer eller teknikker, der er indeholdt i topografien, eller
-
3) handlinger i forbindelse med frembringelse af en topografi, der opfylder betingelserne i § 2, stk. 2, og som er frembragt på grundlag af en analyse og vurdering af en anden topografi.
Stk. 3 En person, som har erhvervet et halvlederprodukt uden at vide eller have grund til at formode, at produktet indeholdt en beskyttet topografi, kan fortsat udnytte det pågældende produkt på rimelige vilkår, der aftales mellem parterne.