Havneloven Kapitel 5

Denne konsoliderede version af havneloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om havne

Lov nr. 326 af 28. maj 1999,
jf. lovbekendtgørelse nr. 116 af 24. januar 2024

Kapitel 5 1 Ansættelsesforhold
§ 12

Såfremt en statshavn omdannes til et statsligt aktieselskab, jf. § 7, stk. 5, er de statstjenestemænd, der på dette tidspunkt gør tjeneste i en statshavn, forpligtet til at gøre tjeneste ved aktieselskabet med bevarelse af deres ansættelsesforhold til staten, ligesom aktieselskabet i forhold til staten er forpligtet til at beskæftige dem. Tilsvarende gælder for statstjenestemænd, der gør tjeneste i statshavnsadministrationerne i Esbjerg og Frederikshavn.

Stk. 2 Aktieselskabet tilbyder de i stk. 1 nævnte statstjenestemænd, at de inden for en periode på 2 år fra etableringen af selskabet kan overgå til ansættelse i dette på særlige vilkår.

Stk. 3 Til de statstjenestemænd, der ikke ønsker at overgå til ansættelse i selskabet efter stk. 2, udbetaler staten løn m.v. og afholder udgifter til pension i overensstemmelse med reglerne i tjenestemandslovgivningen.

Stk. 4 Fra overtagelsen af driften af havnen refunderer aktieselskabet staten de lønninger m.v., der udbetales i henhold til stk. 3, og indbetaler løbende pensionsbidrag til staten. Tilsvarende indbetaler selskabet pensionsbidrag til staten for de statstjenestemænd, der i medfør af stk. 2 overgår til ansættelse i selskabet med ret til fortsat optjening af tjenestemandspension fra staten. Pensionsbidraget fastsættes af finansministeren.

§ 13

§ 12 finder tilsvarende anvendelse på statstjenestemænd ansat ved statshavnene ved en kommunes, et kommunalt fællesskabs eller et kommunalt aktieselskabs overtagelse af driften af en statshavn eller ved de nævntes hele eller delvise overtagelse af et statsligt aktieselskab. Kommunen, det kommunale fællesskab eller det kommunale aktieselskab er over for staten og statstjenestemændene forpligtet på samme måde som et statsligt aktieselskab. Ved en kommunes eller et kommunalt fællesskabs overtagelse af driften af en statshavn kan tilbuddet om ansættelse på særlige vilkår, jf. § 12, stk. 2, erstattes med et tilbud om ansættelse som tjenestemand i kommunen eller det kommunale fællesskab.

§ 14

Valg af medarbejderrepræsentanter til bestyrelsen i aktieselskaber, jf. aktieselskabslovens § 49, stk. 2, skal ske senest 4 måneder efter, at selskabet har overtaget driften af en havn.

Stk. 2 De statstjenestemænd, der udlånes til et aktieselskab i medfør af §§ 12 og 13, har på lige fod med selskabets medarbejdere ret til at vælge medarbejderrepræsentanter til selskabets bestyrelse og er på tilsvarende måde valgbare til bestyrelsen. Tilsvarende gælder for kommunale tjenestemænd, der udlånes til et kommunalt aktieselskab.