Hjemrejseloven § 1a

Denne konsoliderede version af hjemrejseloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om hjemrejse for udlændinge uden lovligt ophold (hjemrejseloven)

Lov nr. 982 af 26. maj 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1014 af 27. august 2024

§ 1a

Denne lov finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 4.

Stk. 2 En udlænding omfattet af stk. 1 har pligt til at udrejse derfra, hvor udlændingen i henhold til regler fastsat i medfør af § 1 a, stk. 2, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. afsoner en fængselsstraf eller dom til forvaring eller er anbragt i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 4.

Stk. 3 Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte regler om udlændinges udrejse efter stk. 2, herunder regler om fravigelse af regler i denne lov, i det omfang det er nødvendigt for at sikre udrejsen.

Stk. 4 Justitsministeren kan efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren fastsætte regler om, at en udlænding, der er varetægtsfængslet efter denne lovs § 14, stk. 1 og 2, med henblik på udsendelse som følge af beslutning ved endelig dom om udvisning, skal anbringes i de fængselsfaciliteter, som er omfattet af § 1 a, stk. 1, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

Stk. 5 Justitsministeren fastsætter regler om gennemførelsen af varetægtsfængsling efter regler fastsat i medfør af stk. 4. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at retsplejelovens § 775 finder anvendelse ved transport af udlændinge på Republikken Kosovos territorium til og fra de fængselsfaciliteter, som er omfattet af § 1 a, stk. 1, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. Ministeren kan, jf. 1. og 2. pkt., fravige retsplejelovens bestemmelser og regler fastsat i medfør heraf om varetægtsfængsling, i det omfang det er nødvendigt for varetægtsfængslingens gennemførelse efter regler fastsat i medfør af stk. 4.

Stk. 6 Justitsministeren kan efter forhandling med udlændinge- og integrationsministeren fastsætte regler om, at § 75 b, stk. 1 og 3, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. finder tilsvarende anvendelse for en udlænding, der er anbragt efter regler fastsat i medfør af stk. 4.

Stk. 7 § 1 a, stk. 5-9, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v. finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med anbringelse og gennemførelse af varetægtsfængsling i de fængselsfaciliteter, som er omfattet af § 1 a, stk. 1, i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.