Rå- og hjælpestoffer leveret efter denne lov kan ikke gøres til genstand for arrest, udlæg eller anden retsforfølgning på grundlag af andre tilgodehavender.
Stk. 2 Afgrøder omfattet af et høstpantebrev må ikke overdrages uden kreditors forudgående samtykke. Såfremt afgrøderne overdrages til kreditor, eller kreditor betinger sit samtykke af en modydelse, skal afregningsbeløbet eller modydelsen afskrives på gælden ifølge høstpantebrevet.
Stk. 3 Uanset bestemmelsen i stk. 2, 1. pkt., kan sukkerroer, der dyrkes i henhold til en kontrakt med en sukkerfabrik, leveres til sukkerfabrikken.
Stk. 4 Afgrøder omfattet af et høstpantebrev må ikke uden kreditors forudgående samtykke anvendes til opfodring i større omfang, end at der er dækning for gælden ifølge høstpantebrevet.