Hvidvaskloven § 2

Denne konsoliderede version af hvidvaskloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven)

Lov nr. 651 af 8. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 807 af 21. juni 2024

Definitioner
§ 2

I denne lov forstås ved:

  • 1) Daglig ledelse: Personer, der har ansvaret for en juridisk persons daglige ledelse, herunder for drift, omsætning og øvrige resultater.

  • 2) Finansiel transaktion: En transaktion, der vedrører likvider eller andre finansielle aktiver.

  • 3) Forretningsforbindelse: Et kundeforhold, som etableres af virksomheden eller personen omfattet af loven, der på etableringstidspunktet forventes at blive af en vis varighed, og som kan omfatte oprettelse af kundekonto, kundedepot, iværksættelse af transaktioner og andre aktiviteter, herunder rådgivningsopgaver, for kunden.

  • 4) Korrespondentforbindelse:

    • a) Levering af pengeinstitutydelser fra et pengeinstitut (korrespondenten) til et andet pengeinstitut (respondenten), herunder oprettelse af løbende konto eller passivkonto, samt øvrige ydelser som likviditetsstyring, international overførsel af midler m.v.

    • b) En forbindelse mellem en virksomhed omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-12 eller 18, (korrespondenten) til en anden virksomhed omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-12 eller 18, (respondenten), hvor der leveres lignende ydelser, herunder forbindelser indgået med henblik på værdipapirtransaktioner eller overførsler af midler.

  • 5) Kundeforhold: En forretningsforbindelse med en kunde eller udførelse af en enkeltstående transaktion for en kunde, herunder i forbindelse med udbud af spil.

  • 6) Nærtstående til en politisk eksponeret person: En politisk eksponeret persons ægtefælle, registrerede partner, samlever eller forældre samt børn og disses ægtefæller, registrerede partnere eller samlevere.

  • 7) Nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person:

    • a) En fysisk person, som er reel ejer af en virksomhed eller anden form for juridisk person i fællesskab med en eller flere politisk eksponerede personer.

    • b) En fysisk person, der på anden måde end nævnt i litra a har en nær forretningsmæssig forbindelse med en eller flere politisk eksponerede personer.

    • c) En fysisk person, der som den eneste er reel ejer af en virksomhed eller anden form for juridisk person, som det vides er blevet oprettet til fordel for en politisk eksponeret person.

  • 8) Politisk eksponeret person: En fysisk person, der har eller har haft et af følgende offentlige erhverv:

    • a) Statschef, regeringschef, minister, viceminister eller assisterende minister og særlig rådgiver for en minister.

    • b) Parlamentsmedlem eller medlem af et tilsvarende lovgivende organ.

    • c) Medlem af et politisk partis styrelsesorgan.

    • d) Højesteretsdommer, medlem af forfatningsdomstolen og af anden højtstående retsinstans, hvis afgørelser kun er genstand for yderligere prøvelse under ekstraordinære omstændigheder.

    • e) Medlem af revisionsret og øverste ledelsesorgan for en centralbank.

    • f) Ambassadør, chargé d'affaires og højtstående officer i de væbnede styrker.

    • I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er der i § 2, nr. 8, litra g, ved en fejl skrevet "statslige" i stedet for "statslig", jf. § 1, nr. 8, og § 3, stk. 2, i ændringslov nr. 553 af 07. maj 2019. g) Medlem af statsejet virksomheds eller statslig styrelses administrative, ledende eller kontrollerende organ.

    • h) Direktør, vicedirektør og medlem af bestyrelsen eller person med tilsvarende hverv i en international organisation.

  • 9) Reel ejer: Den eller de fysiske personer, der i sidste ende ejer eller kontrollerer kunden, eller den eller de fysiske personer, på hvis vegne en transaktion eller aktivitet gennemføres, herunder følgende:

    • a) For selskaber og andre juridiske enheder:
      i) Den eller de fysiske personer i en juridisk enhed, der i sidste ende direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne, eller som udøver kontrol ved hjælp af andre midler, bortset fra ejere af selskaber, hvis ejerandele handles på et reguleret marked eller et tilsvarende marked, som er undergivet oplysningspligt i overensstemmelse med EU-retten eller tilsvarende internationale standarder.
      ii) Den daglige ledelse, hvis der, efter at alle muligheder er udtømt, ikke er identificeret en person under nr. i, eller hvis der er tvivl om, hvorvidt den eller de personer, der er identificeret, er den eller de reelle ejere.

    • b) For truster og lignende juridiske arrangementer:
      i) Stifteren eller stifterne.
      ii) Forvalteren eller forvalterne.
      iii) Protektoren eller protektorerne.
      iv) Særligt begunstigede eller, såfremt de enkeltpersoner, der nyder godt af det juridiske arrangement eller den juridiske enhed, endnu ikke kendes, den gruppe personer, i hvis hovedinteresse det retlige arrangement eller den juridiske enhed er oprettet eller fungerer.
      v) Enhver anden fysisk person, der i sidste ende udøver kontrol over trusten gennem direkte eller indirekte ejerskab eller ved hjælp af andre midler.

    • c) Bestyrelsen og den eller de fysiske personer i fonde, der bestrider tilsvarende eller lignende stillinger som nævnt i litra b, nr. ii-v, med de fornødne afvigelser under hensyn til fondes særlige karakter.

  • 10) Transaktion: En eller flere handlinger, hvorved et eller flere aktiver overføres eller overdrages.

  • I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er der i § 2, nr. 11, ved en fejl skrevet "nr. 1-10 og 18" i stedet for "nr. 1-10 eller 18", jf. § 5, nr. 6, og § 19 i ændringslov 2382 af 14. december 2021. 11) Tomt bankselskab: En virksomhed, der driver virksomhed svarende til virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-10 eller 18, der ikke er fysisk til stede i det land, hvor den har hjemsted, ikke ledes eller administreres i det pågældende land, og som ikke indgår i en reguleret finansiel koncern.

  • 12) Udbyder af tjenesteydelser til virksomheder: Enhver, som ikke er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 13-15, når denne erhvervsmæssigt udøver følgende virksomhed:

    • a) Opretter selskaber, virksomheder eller andre juridiske personer.

    • b) Fungerer som eller sørger for, at en anden person fungerer som ledelsesmedlem i en virksomhed, eller som deltager i et interessentskab eller en tilsvarende post i andre virksomheder.

    • c) Stiller hjemstedsadresse eller anden adresse, der på lignende vis er beregnet som kontaktadresse og dertil knyttede tjenester, til rådighed for en virksomhed.

    • d) Fungerer som eller sørger for, at en anden fungerer som forvalter eller administrator af en fond, trust eller et lignende juridisk arrangement.

    • e) Fungerer som eller sørger for, at en anden fungerer som nominee for tredjemand, medmindre det drejer sig om en virksomhed, hvis ejerandele m.v. handles på et reguleret marked eller et tilsvarende marked, som er undergivet oplysningspligt i overensstemmelse med EU-retten eller tilsvarende internationale standarder.

  • 13) Formuegode: Aktiver af enhver art, hvad enten der er tale om løsøre eller fast ejendom eller materielle eller immaterielle aktiver, samt juridiske dokumenter eller instrumenter i enhver form, herunder elektronisk eller digital, der tjener som bevis for ejendomsretten til eller rettigheder over sådanne aktiver.

  • 14) Selvregulerende organ: Et organ, der repræsenterer medlemmer af et erhverv og spiller en rolle i reguleringen af disse i udførelsen af visse tilsyns- eller overvågningsfunktioner og i sikringen af, at reglerne vedrørende de pågældende medlemmer håndhæves.

  • 15) Udbyder af virtuelle tegnebøger: En enhed, som leverer tjenester til at beskytte private kryptografiske nøgler på vegne af sine kunder med henblik på at opbevare, lagre og overføre virtuelle valutaer.

  • 16) Virtuel valuta: Et digitalt udtryk for værdi, som ikke er udstedt eller garanteret af en centralbank eller en offentlig myndighed, ikke nødvendigvis er bundet til en lovligt oprettet valuta og ikke har samme retsstatus som valuta eller penge, men som accepteres af fysiske og juridiske personer som vekslingsmiddel, som kan overføres, lagres og handles elektronisk.

  • 17) Fiatvaluta: Et lovligt betalingsmiddel, som er udstedt af en centralbank.

  • 18) Trust: En enhed, der ikke er en juridisk person, og som er oprettet ved stifters vilje om overførelse af aktiver til en forvalter til fordel for en eller flere begunstigede.

  • 19) Lignende juridisk arrangement: En type juridisk arrangement, der har en struktur eller funktion, der svarer til en trusts struktur og funktion, og som er oprettet ved stifters vilje om overførelse af aktiver til en person, der varetager en stilling svarende til forvalteren af en trust.

  • 20) Forvalter af en trust eller en person, der varetager en tilsvarende stilling i et lignende juridisk arrangement: En fysisk eller juridisk person, der råder over trustens eller et lignende juridisk arrangements aktiver i overensstemmelse med stifters instruktioner.