Hvidvaskloven § 34a

Denne konsoliderede version af hvidvaskloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven)

Lov nr. 651 af 8. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 807 af 21. juni 2024,
som ændret ved lov nr. 481 af 22. maj 2024 og lov nr. 1666 af 30. december 2024

§ 34a

Erhvervsministeren kan udpege en myndighed, som er ansvarlig for at offentliggøre navne på fysiske eller juridiske personer, grupper eller enheder, der er opført på FN’s sanktionslister. Navnene offentliggøres på myndighedens hjemmeside.

Stk. 2 Et navn, som er offentliggjort, jf. stk. 1, fjernes fra den danske myndigheds hjemmeside, hvis navnet optages på en retsakt udstedt af Den Europæiske Union, som er offentliggjort i EU-Tidende, hvis det besluttes, at navnet ikke skal optages på en sådan EU-retsakt, eller hvis navnet fjernes fra FN’s sanktionslister.

Stk. 3 Virksomheder og personer omfattet af denne lov er forpligtet til uden ugrundet ophold at indefryse midler, som ejes eller besiddes af fysiske eller juridiske personer, grupper eller enheder, hvis navne er offentliggjort på den danske myndigheds hjemmeside, jf. stk. 1. Forpligtelsen til at indefryse midler bortfalder, hvis den fysiske eller juridiske person, gruppe eller enhed fjernes fra hjemmesiden.