Hvidvaskloven § 35a

Denne konsoliderede version af hvidvaskloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven)

Lov nr. 651 af 8. juni 2017,
jf. lovbekendtgørelse nr. 807 af 21. juni 2024

§ 35a

Indgår en virksomhed eller personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 5, 8 og 10, for så vidt angår alternative investeringsfonde, og nr. 12-19, og en ansat eller tidligere ansat en aftale om en tavshedsklausul, skal det fremgå af aftalen, at den ansatte eller tidligere ansatte ikke er afskåret fra at indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af denne lov og regler udstedt i medfør heraf til offentlige myndigheder.

Stk. 2 I den seneste lovbekendtgørelse på Retsinformation er der i § 35 a, stk. 2, ved en fejl skrevet "an satte" i stedet for "ansatte" og "selvom" i stedet for "selv om", jf. § 1, nr. 11, og § 18, stk. 1, i ændringslov nr. 1563 af 27. december 2019. Uanset stk. 1 er den ansatte eller den tidligere ansatte ikke afskåret fra at indberette oplysninger om overtrædelser eller potentielle overtrædelser af den finansielle lovgivning til offentlige myndigheder, selv om et sådant forbud indgår i en aftale mellem den ansatte og virksomheden eller personen. Det samme gælder indberetninger til ordninger efter § 35.