Staten yder tilskud til dækning af de direkte undervisningsudgifter ved uddannelsen til merkantil studentereksamen og uddannelsen til teknisk studentereksamen fraregnet indtægter ved uddannelserne. Tilskuddet til undervisningsudgifter bestemmes ud fra antallet af årselever ved uddannelserne og et gennemsnitligt tilskud pr. årselev fastlagt i de årlige finanslove. Der kan på de årlige finanslove fastsættes særskilte takster for fjernundervisning.
Stk. 2 Staten yder et særligt tilskud for færdiggørelse af uddannelsen til merkantil studentereksamen og uddannelsen til teknisk studentereksamen. Taksten fastsættes på de årlige finanslove.
Stk. 3 Staten yder et særligt tilskud på baggrund af andelen af frafaldstruede elever på uddannelsen til merkantil studentereksamen og uddannelsen til teknisk studentereksamen. Taksten fastsættes på de årlige finanslove.
Stk. 4 Staten kan yde særlige tilskud i forbindelse med uddannelsesforsøg for elever i enkeltfagsundervisning samt for skoler med lille elevtilgang, hvis det ud fra regionale hensyn er vigtigt at bevare uddannelsen det pågældende sted.
Stk. 5 Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte regler efter stk. 1-4, herunder om betingelser for og beregning af det særlige tilskud efter stk. 2, om betingelser for og beregning af andelen af frafaldstruede elever efter stk. 3 og om særlige tilskud i forbindelse med uddannelsesforsøg og skoler med lille elevtilgang efter stk. 4.