IEU-loven § 34a

Denne konsoliderede version af iEU-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Flere senere ændringslove sætter forskellige udløbsdatoer for flere bestemmelser i loven, jf. § 7, stk. 2, i lov nr. 693 af 24/5 2022 og § 2, nr. 1, og § 3 i lov nr. 1309 af 30/11 2024.

Lov om institutioner for erhvervsrettet uddannelse

Lov nr. 418 af 6. juni 2002,
jf. lovbekendtgørelse nr. 145 af 14. februar 2024,
som ændret ved lov nr. 1355 af 29. november 2023, lov nr. 635 af 11. juni 2024 og lov nr. 688 af 11. juni 2024

§ 34a

Regionsrådet koordinerer den samlede indsats i regionen for at sikre sammenhæng i udbuddet af ungdomsuddannelser, herunder for så vidt angår den geografiske placering af udbuddet og kapaciteten på uddannelserne med henblik på, at der er et tilstrækkeligt og varieret uddannelsestilbud til unge i regionen. Regionsrådet koordinerer endvidere fordelingen af elever på uddannelsen til almen studentereksamen, uddannelsen til hf-eksamen, uddannelsen til merkantil studentereksamen og uddannelsen til teknisk studentereksamen. Regionsrådets koordinering sker i samarbejde med alle selvejende institutioner, der er godkendt til at udbyde en eller flere ungdomsuddannelser i regionen, bortset fra private institutioner for gymnasiale uddannelser.

Stk. 2 Med henblik på at understøtte regionens udviklingsstrategi kan regionsrådet efter ansøgning fra en selvejende institution yde formåls- og tidsbestemte udviklingstilskud, herunder anlægstilskud til bl.a. efteruddannelse, information, udvikling af fag, valgfag og mere specialiserede studieretninger til de ungdomsuddannelser, der er nævnt i stk. 5, bortset fra ungdomsuddannelser, som finder sted på private hf-kurser og private gymnasieskole, samt tilskud til udvikling af en institution i et landdistrikt eller udkantsområde. På Bornholm varetages regionsrådet opgave dog af kommunalbestyrelsen.

Stk. 3 De institutioner, der er godkendt til at udbyde en eller flere af den i stk. 5, nr. 5, nævnte ungdomsuddannelse i regionen, samarbejder med regionsrådet og med andre institutioner, der udbyder ungdomsuddannelser, om den i stk. 1 nævnte koordinering.

Stk. 4 Samarbejdet efter stk. 3 mellem de institutioner, som udbyder de i stk. 5, nr. 1-4, nævnte uddannelser, og regionsrådet foregår dog gennem gymnasiesamarbejdet, som er nævnt i § 14 i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v.

Stk. 5 Koordineringen omfatter:

  • 1) Uddannelsen til almen studentereksamen.

  • 2) Uddannelsen til hf-eksamen.

  • 3) Uddannelsen til merkantil studentereksamen.

  • 4) Uddannelsen til teknisk studentereksamen.

  • 5) Grundforløbene i erhvervsuddannelserne.

Stk. 6 § 8, stk. 2-4 og 6, om kapacitetsfastsættelse og §§ 11 b-12 og 12 b om elevfordeling i lov om institutioner for almengymnasiale uddannelser og almen voksenuddannelse m.v. finder tilsvarende anvendelse for udbud af uddannelsen til almen studentereksamen og udbud af uddannelsen til hf-eksamen samt uddannelsen til merkantil studentereksamen og uddannelsen til teknisk studentereksamen på institutioner for erhvervsrettet uddannelse.