Kapitel III. De enkelte Indkvarteringsydelser og Godtgørelsen derfor.
Der skelnes mellem Vinterkvarter i Tiden fra 15. Oktober til 14. Maj og Sommerkvarter i Tiden fra 15. Maj til 14. Oktober.
Til det Personale, der udsendes af Geodætisk Institut i Opmaalingsøjemed, skal Vinterkvarter dog ydes i Tiden fra 1. September til 14. Maj.
Under Sommer- og Vinterindkvartering skal følgende Kvarterer stilles til Raadighed:
For en Generalløjtnant og en Generalmajor og dermed ligestillede 3 Værelser til eget Brug, 2 Værelser til Stabschefen, samt 2 Skrivestuer.
For Generalauditøren 3 Værelser til eget Brug og 1 Skrivestue.
For en Oberst og en Oberstløjtnant og dermed ligestillede 2 Værelser til eget Brug samt 1 Skrivestue.
For alle andre Befalingsmænd og ligestillede med Undtagelse af Kornetter (jfr. dog Punkt 43, sidste Stykke), Korporaler, Underkorporaler og dermed ligestillede 1 Værelse til eget Brug, og for Underafdelingschefer, Regnskabsførere og Læger ved Afdelinger m.fl. yderligere en Skrivestue (Lægestue).
For en Auditør 1 Værelse til eget Brug og 1 Skrivestue.
Naar en Officer o.l. eller en Befalingsmand af Officiantgruppen o.l. fungerer i en højere Stilling end den, der svarer til hans Grad, kan der kræves samme Kvarter som for den, der normalt beklæder Stillingen.
For Personer med Grad og Stilling, som ikke eksisterer i Fredstid, kan der kræves Kvarter som for dem, med hvilke de er sidestillede.
De i Punkt 39 omhandlede Kvarterer skal være forsynet med en Seng for hver af de indkvarterede, passende Møbler samt Belysningsmidler.
I Vinterkvarterer skal forefindes Kakkelovn eller Varmeapparat. Det paahviler Kvarterværten at levere det fornødne Belysnings- og Brændselsmateriale.
Derimod maa de indkvarterede selv sørge for Renholdelse af deres Kvarter.
Det kan ikke paalægges en Kvartervært at forsyne de i Punkt 39 omhandlede Skrivestuer med særligt Inventar.
Naar de i Punkt 39 omhandlede Kvarterer vanskeligt kan anvises i samme Hus paa Grund af særlige stedlige Forhold, f.Eks. af Hensyn til Beboernes Næringsvej, bør tilgrænsede Huse tages med til Hjælp, ligesom ogsaa en Indskrænkning efter Omstændighederne kan finde Sted, dersom Lokaliteterne ikke tillader Kvarterernes Anvisning ganske overensstemmende med ovennævnte Bestemmelser.
Som Vinterkvarter til Kornetter, Korporaler, Underkorporaler og dermed ligestillede samt til menige skal ydes Soveplads i et til Beboelse egnet sundt og tørt Lokale, der skal være forsynet med en Seng med Sengetøj pr. Mand. De indkvarterede skal derhos have Adgang til et opvarmet og oplyst Værelse.
I Sommerkvarter kan de omhandlede Personer kun kræves et tæt og tørt Lokale, forsynet med fornødent Liggestraa og saa vidt muligt et Tæppe eller Dækken pr. Mand.
Kvartererne skal i fornødent Omfang holdes oplyst af Kvarterværten.
Til Kornetter, der er Delingsførere, skal der ydes Kvarter efter Bestemmelsen i Punkt 39.
Under sammentrængt Kantonnement skal Kravene til Kvarterer i Henhold til Punkterne 39 og 43 lempes efter Forholdene. Udkræves et af de i Punkt 39 omhandlede Kvarterer kun for et Tidsrum, der maa antages ikke at ville strække sig ud over 14 Dage, maa de paagældende nøjes med de Kvarterer, som efter Omstændighederne kan anvises.
Som Godtgørelse for de i Punkterne 39 og 43 omhandlede Indkvarteringsydelser betaler Staten: For Vinterkvarter til de i Punkt 39 omhandlede Personer samt til Kornetter, der er Delingsførere, 75 Øre daglig pr. Værelse og for Sommerkvarter 50 Øre daglig pr. Værelse; for Vinterkvarter til de i Punkt 43 omhandlede Personer, undtagen Kornetter, der er Delingsførere, 35 Øre daglig pr. Mand og for Sommerkvarter 12 Øre daglig pr. Mand.
Til Indkvarteringsdagene henregnes Ankomstdagen og Afmarchdagen, medmindre Afmarch finder Sted før Kl. 12 Middag.
For Officerer o.l. og Befalingsmænd af Officiantgruppen o.l. kan der, naar Forholdene taler derfor og efter Afdelingschefens Bestemmelse, beholdes Raadighed over Kvarterer i indtil 6 Dage ved Fraværelse i Anledning af Bortkommando eller Sygdom. Ved Fraværelse udover 6 Dage træffer Generalkommandoen Afgørelse efter Indstilling fra vedkommende Afdeling.
Herudover maa der ikke beregnes Kvartergodtgørelse (Staldrumsgodtgørelse) under Fraværet fra Kvarteret paa Grund af Orlov, Sygdom, Bortkommando m.v.
Finder Indkvartering Sted med Bespisning, kan denne omfatte samtlige til den militære Styrke hørende Personer.
Bespisningen kan bestaa enten af Fuldkost eller af Middagskost alene.
Naar en Styrke paa over 6 Mand indkvarteres med Bespisning, maa den, hvis Kvarterværten fremsætter Ønske derom, selv tilberede Maden.
Kvarterværten er, hvad enten Indkvarteringen finder Sted med eller uden Bespisning, pligtig til paa Forlangende at anvise Køkkenlejlighed og Kogekar m.v. til fri Afbenyttelse, samt til uden Godtgørelse at levere det til Kogning fornødne Brændsel. Finder samlet Kogning Sted i Kantonnement - udenfor Kvartererne -, maa Styrken selv sørge for det fornødne Brændsel.
Ved Uenighed om Forplejningens Beskaffenhed skal den af Krigsministeriet til enhver Tid fastsatte Norm for henholdsvis en Fuldkostportion og en Middagsportion tjene som Maalestok.
6 Opstaar der Meningsforskel herom mellem Kvarterværten og den indkvarterede, skal vedkommende Underafdelingschef bedømme Sagen og, for saa vidt han skønner den indkvarteredes Klage berettiget, gennem den civile Øvrighed paa Stedet søge Klagen afhjulpen og om fornødent ad Tjenestevejen bringe Sagen frem til højere Afgørelse, jfr. Punkt 26.
Befalingsmænd og ligestillede kan kun forlange Forplejning lige med Mandskabet.
For Bespisning ydes der Kvarterværterne en Godtgørelse, svarende til det Beløb, der af Krigsministeriet til enhver Tid er stillet til Raadighed for de militære Kostforplejninger henholdsvis til Fremskaffelse af en Fuldkostportion og en Middagsportion med Tillæg af 15%.
Saafremt det under en Indkvartering af længere Varighed maatte vise sig paatrængende nødvendigt at indrette særlige Spiselokaler, eventuelt tillige Køkkener, for at en Forplejning ved umiddelbar militær Foranstaltning kan gennemføres paa hensigtsmæssigste Maade, sender den vedkommende militære Myndighed motiveret Indstilling herom til Generalkommandoen (Divisionen), ledsaget af de fornødne Oplysninger om Størrelsen af de hermed forbundne Udgifter (Anskaffelse eller Leje af Inventar, Opvarmning og Belysning m.v.).
Staldrummet skal være forsynet med Staldrekvisitter og om fornødent med Belysningsmidler. Kvarterværten skal levere Strøelse og Belysningsmateriale (Petroleum, Gas, Elektricitet). Renholdelse af Staldrummet maa Afdelinger m.fl. selv besørge.
Staldrummet bør anvises i eller i Nærheden af Kvartererne.
Enkeltrejsende Militærpersoner, der ikke har Ret til at lade sig indkvartere, maa selv sørge for Tilvejebringelsen af Staldrum til de Heste, som de i Tjenestens Medfør medtager paa deres Rejser, og kan saaledes ikke gøre Krav paa Staldrum i Henhold til Lov om Indkvartering.
Under sammentrængt Kantonnement kan Staldrummet anvises i Lader, Vognskure og lignende Lokaliteter.
Som Godtgørelse for Staldrum betaler Staten 15 Øre dagligt for hver Hest. Gødningen tilfalder Kvarterværten vederlagsfrit.
For afgivne Sygestalde betales den i Punkt 54 pr. Hest fastsatte daglige Godtgørelse for hvert Spiltov, der findes i den paagældende Stald, selvom alle Spiltove ikke maatte være i Brug.
For saa vidt en saadan Stald skulde blive inficeret ved opstaldede syge militære Heste, vil der kunne ydes Ejeren Erstatning efter uvildige Mænds Skøn for den saaledes paaførte Skade.
Om Udbetaling af saadan Erstatning sendes Indstilling til Generalkommandoen (Divisionen).
I tilfælde af, at der blandt en indkvarteret Afdelings Heste hersker smitsom Sygdom, skal der gives vedkommende Kvartervært Underretning derom, og der skal forlanges skriftlig Tilstaaelse for en saadan Meddelelse.
Naar der skal oprettes Vagter, kan de militære Myndigheder kræve sig overladt Brugen af Lokaler, der er egnede til Vagtstuer og Arrestlokaler. Til Vagtstuer og Arrester skal af den, der afgiver dem, leveres fornødent Lys og Brændsel. Derimod paahviler det de militære Myndigheder selv at tilvejebringe det særlige Inventar (Borde, Bænke m.v.), som maatte udkræves.
Renholdelse af Vagt- og Arrestlokaler maa besørges af de paagældende Afdelinger.
For Benyttelsen af Lokaler som Vagtstuer og Arrester, for Lys og Brændsel samt eventuelt for Inventar m.v. til disse Lokaler betaler Staten en passende Godtgørelse, som fastsættes af Generalkommandoen (Divisionen) efter Indstilling fra vedkommende Afdeling.
Ved Benyttelse af civile Arrester ydes der samme takstmæssige Betaling som for civile Arrestanter.
Smedier og andre Værksteder skal i fornødent Omfang stilles til Raadighed for Hærens Haandværkere. Uden Ejerens Samtykke maa disse dog kun, naar det er uomgængeligt nødvendigt og efter Afdelingschefens Bestemmelse i det enkelte Tilfælde, gøre Brug af Maskiner, Værktøj, Kul, andet Brændselsmateriale eller elektrisk Kraft.
Adgang til private Smedier og Værksteder skal rekvireres gennem den civile Øvrighed. Opstaar der Uenighed angaaende Benyttelsen, følges de i Punkt 47, sidste Stykke, givne Regler.
Som Godtgørelse for Brug af Værksteder samt for Sild paa Maskiner og Værktøj ydes en passende Erstatning, der fastsættes af Generalkommandoen (Divisionen) efter Indstilling fra vedkommende Afdeling.
Forbrug af Kul, andet Brændselsmateriale eller elektrisk Kraft betales efter Dagspris.
Til Opbevaring af Forplejningsgenstande eller andre Fornødenheder kan de militære Myndigheder i fornødent Omfang kræve sig overladt Brugen af Magasiner og Skure mod en passende Godtgørelse, der fastsættes af Generalkommandoen (Divisionen) efter Indstilling fra vedkommende Afdeling.
De indenfor Indkvarteringsomraadet værende Sygehuse skal i saa stor Udstrækning som muligt - under Hensyn til deres Benyttelse i øvrigt - optage syge fra den i Omraadet indkvarterede Styrke. Om fornødent skal der til Optagelse af syge fra Indkvarteringsomraadet afgives Lokaler, der er egnede til Sygestuer. Sygehuse eller Sygestuer anvises af den civile Øvrighed i Forening med vedkommende Militærlæge.
De i Punkt 65 nævnte Sygestuer skal af den, der afgiver dem, holdes oplyste og opvarmede, og de skal være forsynet med de fornødne Rengøringsrekvisitter. Derimod paahviler det de militære Myndigheder selv at tilvejebringe andet fornødent Inventar, herunder Senge. Ved Tilvejebringelsen af det omhandlede Inventar skal - paa derom fremsat Anmodning - den civile Øvrighed paa Stedet yde fornøden Bistand.
Renholdelse af Sygestuer paahviler vedkommende Afdeling.
For syges Ophold paa de i Punkt 65 nævnte Sygehuse erlægges en Betaling, der er 50% højere end den Betaling, der er fastsat for Patienter, som fra den Købstad-, Sogne- eller Amtskommune, som ejer Sygehuset, henligger paa dette for privat Regning.
For Benyttelse af Sygestuer, for Opvarmningog Belysning af disse samt for leverede Rengøringsrekvisitter m.v. betaler Staten en passende Godtgørelse, som fastsættes af Generalkommandoen (Divisionen) efter Indstilling fra vedkommende Afdeling.
De militære Myndigheder kan kræve sig overladt Brugen af de til Samlings- og Øvelsespladser fornødne Arealer; dog bør besaaede eller til Udsæd beredte Arealer, Lucernemarker og første Aars Græsmarker saa vidt muligt skaanes for saadan Anvendelse.
For Benyttelsen af saadanne Pladser yder Staten en passende Godtgørelse, der fastsættes efter Overenskomst eller efter lovlig Taksation.
Med Hensyn til Tilvejebringelsen af Inventar til Vagtstuer og Arrester samt til Sygestuer gælder som almindelig Regel, at saadant Inventar søges lejet paa Stedet saa vidt muligt efter Overenskomst med vedkommende Ejer af det paagældende Lokale, jfr. Punkterne 57 og 66. Om Betalingen for Leje af Inventar sender vedkommende Afdeling Indstilling til Generalkommandoen (Divisionen).
Ansvaret for og Tilsynet med lejet Inventar paahviler vedkommende Afdeling, der efter Forholdene paa Stedet træffer de fornødne Bestemmelser med Hensyn til Inventarets Modtagelse og Aflevering m.v.
Kan Inventaret ikke tilvejebringes ved Leje, rekvireres det hos Generalkommandoen (Divisionen), som da træffer nærmere Bestemmelse angaaende Tilvejebringelsen.