Inkassoloven Kapitel 2

Denne konsoliderede version af inkassoloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om inkassovirksomhed

Lov nr. 319 af 14. maj 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1018 af 19. september 2014,
som ændret ved lov nr. 1553 af 12. december 2023

Kapitel 2 1 Autorisation
§ 3

Den, der udøver inkassovirksomhed eller indgår aftale herom, skal være autoriseret hertil, jf. dog § 22, stk. 2.

§ 4

Den, der ansøger om autorisation, skal gøre det antageligt, at den pågældende vil kunne udøve inkassovirksomhed forsvarligt og i overensstemmelse med god inkassoskik.

Stk. 2 Ansøgeren skal endvidere stille betryggende sikkerhed for pengekrav, som måtte opstå som følge af vedkommendes udøvelse af inkassovirksomhed. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om sikkerhedsstillelse, herunder om dens størrelse og art samt dens tidsmæssige udstrækning.

§ 5

Autorisation kan meddeles personer, der opfylder betingelserne i § 4, og som

  • 1) har bopæl her i landet,

  • 2) er fyldt 25 år,

  • 3) ikke er umyndig, under værgemål efter værgemålslovens § 5 eller under samværgemål efter værgemålslovens § 7,

  • 4) ikke er under rekonstruktionsbehandling eller konkurs,

  • 5) ikke har betydelig forfalden gæld til det offentlige, hvorved forstås gæld i størrelsesordenen 50.000 kr. og derover, og

  • 6) ikke er dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed, jf. straffelovens § 78, stk. 2.

Stk. 2 Kravet om bopæl i Danmark bortfalder, i det omfang dette har hjemmel i international aftale eller i bestemmelser fastsat af justitsministeren.

§ 6

Autorisation kan meddeles aktieselskaber eller anpartsselskaber, som er registreret i Erhvervsstyrelsen, og som opfylder betingelserne i § 4. Det er endvidere en betingelse for meddelelse af autorisation, at direktørerne og flertallet af bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 5, stk. 1, nr. 1-3, jf. § 5, stk. 2, og at direktørerne og alle bestyrelsesmedlemmerne opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5, stk. 1, nr. 4-6, jf. dog § 6, stk. 3. Der kan endvidere under samme betingelser meddeles autorisation til andre her i landet hjemmehørende selskaber, foreninger, fonde og lignende. Udenlandske selskaber m.v. af den art, som er nævnt i 1. og 3. pkt., kan meddeles autorisation, hvis dette er hjemlet i international aftale eller ved bestemmelser fastsat af justitsministeren.

Stk. 2 Indtræder der nye medlemmer i direktionen eller bestyrelsen, skal selskabet m.v. inden 14 dage anmelde dette til den myndighed, der har meddelt autorisationen. Myndigheden afgør herefter, om autorisationen kan opretholdes. Bestemmer myndigheden, at autorisationen ikke kan opretholdes, finder bestemmelserne i §§ 24-27 anvendelse.

Stk. 3 Vil udøvelse af inkassovirksomhed kun udgøre en mindre del af de samlede erhvervsmæssige aktiviteter i selskabet m.v., kan autorisation også meddeles, såfremt selskabet opfylder betingelsen i § 4, stk. 2, og den person, som skal lede ansøgerens udøvelse af inkassovirksomhed (bestyreren), opfylder betingelserne i § 4, stk. 1, og § 5. Ved udskiftning af bestyreren finder stk. 2 tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Autorisation efter stk. 1 og 3 kan kun meddeles, såfremt personer med bestemmende indflydelse over selskabet m.v. opfylder betingelsen i § 5, stk. 1, nr. 6.

§ 7

En autorisation meddeles for højst 5 år ad gangen. Bestemmer myndigheden, at autorisationen ikke kan fornys, finder bestemmelserne i §§ 24-27 anvendelse.

Stk. 2 For autorisation i henhold til denne lov betales 5.000 kr. For ændring af en meddelt autorisation betales 3.000 kr. Fornyelse uden ændringer af en autorisation er dog gebyrfri.