Inkassoloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af inkassoloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om inkassovirksomhed

Lov nr. 319 af 14. maj 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1018 af 19. september 2014,
som ændret ved lov nr. 1553 af 12. december 2023

Kapitel 4 1 Udøvelse af inkassovirksomhed
God inkassoskik
§ 9

Inkassovirksomhed skal udøves i overensstemmelse med god inkassoskik. Det er i strid med god inkassoskik at anvende metoder, der udsætter nogen for urimelig pression, skade eller ulempe.

Henvendelser til skyldneren
§ 10

Før der over for skyldneren må iværksættes andre foranstaltninger med henblik på inddrivelse af en fordring, skal der til skyldneren være sendt en påkravsskrivelse, der opfylder betingelserne i stk. 2 og 3, og den i stk. 3 nævnte frist skal være udløbet, jf. dog § 11.

Stk. 2 I påkravsskrivelsen skal tydeligt angives alle oplysninger, som er nødvendige for skyldnerens bedømmelse af fordringen.

Stk. 3 I påkravsskrivelsen skal angives en frist, inden for hvilken skyldneren kan indfri fordringen, uden at der foretages foranstaltninger, hvorved der påføres skyldneren yderligere omkostninger. Fristen skal være mindst 10 dage fra afsendelsen af påkravsskrivelsen.

§ 11

Uanset § 10 kan der iværksættes retslige skridt mod skyldneren med henblik på inddrivelse, i det omfang overholdelse af denne bestemmelse vil medføre en nærliggende risiko for, at fordringen ellers ikke vil kunne inddrives.

§ 12

Der må ikke uden skyldnerens forudgående anmodning herom rettes personlig henvendelse til skyldneren på steder, hvortil der ikke er almindelig adgang, medmindre et skriftligt varsel forinden er kommet frem til skyldneren. I varselsskrivelsen skal tydeligt være angivet stedet og det omtrentlige tidspunkt på dagen, hvor henvendelsen vil finde sted, samt autorisationsindehaverens telefonnummer og adresse. Varselsskrivelsen må ikke afsendes, før den i § 10, stk. 3, nævnte frist er udløbet. Har den varslede henvendelse fundet sted, uden at skyldneren er blevet truffet, må personlige henvendelser herefter foretages uden yderligere varsler, såfremt dette er anført tydeligt i varselsskrivelsen.

Stk. 2 Personlig henvendelse til skyldneren uden forudgående anmodning herom, jf. stk. 1, må kun ske på hverdage herunder lørdage, bortset fra juleaftensdag, nytårsaftensdag og grundlovsdag og må kun ske i tidsrummet mellem kl. 8.00 og kl. 21.00, lørdage dog kun i tidsrummet mellem kl. 8.00 og kl. 16.00.

Stk. 3 Er skyldneren en fysisk person, må personlig henvendelse til skyldneren uden forudgående anmodning herom, jf. stk. 1, kun ske på skyldnerens bopæl. Driver den pågældende skyldner egen erhvervsvirksomhed, kan sådan henvendelse dog tillige ske på virksomhedens adresse.

Stk. 4 Den, der foretager personlig henvendelse til skyldneren, skal over for skyldneren straks legitimere sig ved et legitimationskort, som udstedes af justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil.

Stk. 5 For udstedelse af legitimationskort betales 300 kr.

Tilbagetagelse af løsøre
§ 13

Ved tilbagetagelse af løsøre skal autorisationsindehaveren indhente skyldnerens skriftlige samtykke til tilbagetagelsen. Skyldneren skal senest samtidig med tilbagetagelsen have udleveret en kopi af det skriftlige samtykke.

Behandlingen af inddrevne pengebeløb
§ 14

Inddrevne pengebeløb skal holdes adskilt fra autorisationsindehaverens egne midler.

§ 15

Inddrevne pengebeløb skal straks indsættes på en konto i et pengeinstitut, medmindre andet er aftalt med fordringshaveren. Pengebeløb, der er indsat på en konto i et pengeinstitut, skal uden ugrundet ophold udbetales til fordringshaveren, medmindre andet er aftalt med denne.

Stk. 2 Rente af indsatte pengebeløb tilfalder fordringshaveren, jf. dog § 20, stk. 2.

§ 16

Autorisationsindehaveren skal til enhver tid kunne oplyse fordringshaveren om størrelsen af pengebeløb, som er inddrevet for denne, herunder om størrelsen af beløb, som er indsat på en konto i et pengeinstitut. Fordringshaveren skal på begæring have skriftlig oplysning herom.

Annoncering m.v.
§ 17

(Ophævet)

Tavshedspligt
§ 18

Straffelovens § 152 b finder tilsvarende anvendelse på den, der har fået autorisation efter denne lov, og straffelovens § 152 c finder tilsvarende anvendelse på personale, der er godkendt efter reglerne i denne lovs § 8.