Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde Kapitel 19

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 1. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 480 af 22. maj 2024 og lov nr. 481 af 22. maj 2024

Kapitel 19 1 Værneting og lovvalg
§ 124

Sager, der vedrører forhold omfattet af denne lov, mellem Finanstilsynet og en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, som har Danmark som referenceland, anlægges her i landet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 22 om stedlig kompetence.

Stk. 2 Hvor der ikke efter reglerne i retsplejelovens kapitel 22 er stedlig kompetence for sager omfattet af stk. 1, anlægges sagen i København.

Stk. 3 Sager omfattet af stk. 1 behandles under anvendelse af dansk ret.

§ 125

Sager, der vedrører forhold omfattet af denne lov, mellem investorer med bopæl i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og en forvalter af alternative investeringsfonde med registreret hjemsted i et tredjeland, der har fået tilladelse til at forvalte alternative investeringsfonde i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller en alternativ investeringsfond, som forvalteren forvalter eller markedsfører i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan anlægges her i landet efter reglerne i retsplejelovens kapitel 22 om stedlig kompetence.

Stk. 2 Sager omfattet af stk. 1 behandles under anvendelse af loven i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.