Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde § 16

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 1. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 480 af 22. maj 2024 og lov nr. 481 af 22. maj 2024

Kapitalforhold
§ 16

En forvalter af alternative investeringsfonde skal have en minimumskapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 125.000 euro. Selvforvaltende alternative investeringsfonde skal have en minimumskapital, der mindst udgør et beløb svarende til værdien af 300.000 euro. Såfremt en forvalter har tilladelse til at udføre de aktiver, der er nævnt i bilag 1, nr. 3, litra b, punkt ii, skal forvalteren have en minimumskapital svarende til værdien af mindst 730.000 euro.

Stk. 2 En forvalter skal forøge sit kapitalgrundlag med 0,02 pct. af den del af de forvaltede alternative investeringsfondsporteføljer, der overstiger 250 mio. euro. Til forvalterens alternative investeringsfonds porteføljer medregnes formuen i de alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter, herunder alternative investeringsfonde, for hvilke forvalteren har uddelegeret funktioner vedrørende forvaltningen i overensstemmelse med kapitel 7. Til forvalterens alternative investeringsfondsporteføljer medregnes ikke formuen i alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter efter delegation.

Stk. 3 Kravene til kapitalgrundlaget efter stk. 1 og 2 udgør tilsammen højst et beløb svarende til 10 mio. euro.

Stk. 4 En forvalter skal uanset stk. 1-3 have et kapitalgrundlag svarende til mindst en fjerdedel af det foregående års faste omkostninger. Finanstilsynet kan tilpasse dette krav i tilfælde af en væsentlig ændring i forvalterens virksomhed siden det foregående år. Har en forvalter ikke været i drift i 1 år, skal den have et kapitalgrundlag svarende til mindst en fjerdedel af de faste omkostninger, der fremgår af aktivitetsplanen for første års drift, medmindre Finanstilsynet kræver denne plan ændret.

Stk. 5 En forvalter skal

  • 1) forøge sit kapitalgrundlag ud over kravene i stk. 1-4 således, at det er passende til at dække eventuelle risici for erstatningsansvar som følge af pligtforsømmelse, eller

  • 2) have en erhvervsansvarsforsikring mod erstatningsansvar som følge af pligtforsømmelse, som er passende i forhold til de risici, den skal dække.

Stk. 6 Finanstilsynet kan tillade, at op til 50 pct. af tillægget efter stk. 2 kan ydes i form af en garanti stillet af et kreditinstitut eller et forsikringsselskab. Kreditinstituttet eller forsikringsselskabet skal have hjemsted i et land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, eller i et tredjeland, hvor det er underlagt tilsynsregler, som efter Finanstilsynets vurdering svarer til reglerne i Den Europæiske Union.

Stk. 7 En forvalter kan placere sit kapitalgrundlag, herunder ekstra kapitalgrundlag som omhandlet i stk. 5, nr. 1, i kapitalandele og obligationer, som er optaget til handel på et reguleret marked, eller i andele i UCITS og kapitalforeninger, der opfylder betingelserne i §§ 157 a og 157 b, i lov om finansiel virksomhed. De aktiver, som kapitalgrundlaget investeres i, skal være likvide og let omsættelige og må ikke omfatte spekulative positioner.

Stk. 8 Finanstilsynet kan fastsætte regler om opgørelsen af kapitalgrundlaget. Finanstilsynet kan herunder fastsætte nærmere regler om kravet i stk. 4 om et kapitalgrundlag svarende til mindst en fjerdedel af det foregående års faste omkostninger, herunder om Bekendtgørelse om opgørelse og indberetning af kapitalgrundlag m.v. for investeringsforvaltningsselskaber, forvaltere af alternative investeringsfonde m.fl.

  • 1) beregningen af kapitalgrundlag svarende til mindst en fjerdedel af det foregående års faste omkostninger,

  • 2) betingelserne for, at Finanstilsynet kan tilpasse kravet om et justeret kapitalgrundlag i tilfælde af væsentlige ændringer i forvalterens virksomhed, og

  • 3) beregningen af de forventede faste omkostninger, i tilfælde af at en forvalter af alternative investeringsfonde ikke har drevet virksomhed i 1 år.

Stk. 9 Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om, hvordan en forvalter af alternative investeringsfonde kan afdække risici ved brug af erhvervsansvarsforsikringer.

Stk. 11 Såfremt en forvalter tillige har tilladelse som investeringsforvaltningsselskab, jf. § 10 i lov om finansiel virksomhed, finder ud over § 126 a i lov om finansiel virksomhed alene kravene i stk. 5 og 7 samt regler udstedt i medfør af stk. 8-10 anvendelse. Såfremt en forvalter, der tillige har tilladelse som investeringsforvaltningsselskab, jf. § 10 i lov om finansiel virksomhed, har tilladelse til opbevaring og forvaltning i forbindelse med aktier eller andele i institutter for kollektiv investering i medfør af bilag 1, nr. 3, litra b, punkt ii, skal forvalteren opfylde minimumskapitalkravet i § 126 a, stk. 2, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed.