Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde § 161

Den konsoliderede version af denne lov er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Lov nr. 598 af 12. juni 2013,
jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 1. marts 2024,
som ændret ved lov nr. 480 af 22. maj 2024 og lov nr. 481 af 22. maj 2024

§ 161

Forvaltere af alternative investeringsfonde, depositarer omfattet af § 46, leverandører og underleverandører skal give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for tilsynets virksomhed. Dette gælder tilsvarende for udenlandske forvaltere, der forvalter alternative investeringsfonde, der er etableret i Danmark, eller markedsfører fonde i Danmark, herunder gennem etablering af filial, eller hvor Danmark er referenceland for en forvalter, der har registreret hjemsted i et tredjeland.

Stk. 2 Forvaltere af alternative investeringsfonde, depositarer omfattet af § 46, leverandører og underleverandører samt udenlandske forvaltere efter stk. 1, 2. pkt., der har afgivet oplysninger efter stk. 1, har pligt til hurtigst muligt at berigtige oplysningerne over for Finanstilsynet, hvis forvalteren, depositaren, leverandøren eller underleverandøren efterfølgende konstaterer følgende:

  • 1) Oplysningerne har ikke været korrekte på tidspunktet for afgivelsen.

  • 2) Oplysningerne er på et senere tidspunkt blevet misvisende.

Stk. 3 Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til en forvalter af alternative investeringsfonde og dens filialer med henblik på indhentelse af oplysninger og ved inspektioner. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved undersøgelse af depositarer omfattet af § 46.

Stk. 4 I det omfang det er nødvendigt for bedømmelse af en forvalter af alternative investeringsfondes økonomiske stilling, kan Finanstilsynet indhente oplysninger og til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til de virksomheder, med hvilke forvalteren har særlig direkte eller indirekte forbindelse.

Stk. 5 Finanstilsynet kan kræve alle oplysninger, herunder regnskaber og regnskabsmateriale, udskrifter af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for Finanstilsynets virksomhed eller til afgørelse af, om en fysisk eller juridisk person er omfattet af bestemmelserne i denne lov.

Stk. 6 Finanstilsynet kan til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse få adgang til en leverandør eller underleverandør med henblik på indhentelse af oplysninger om en delegeret aktivitet.

Stk. 7 Finanstilsynet kan indhente oplysninger efter stk. 1 og 3-5 til brug for de i § 170, stk. 7, nr. 20-28, nævnte myndigheder og organer m.v.