En forvalter af alternative investeringsfonde skal have en ordning, hvor forvalterens ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af denne lov, regler udstedt i medfør heraf og bestemmelser indeholdt i Den Europæiske Unions forordninger for de områder af loven, som Finanstilsynet fører tilsyn med, begået af forvalteren af alternative investeringsfonde, herunder af ansatte eller medlemmer af bestyrelsen i forvalteren. Indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt. Forvalteren skal følge op på indberetninger til ordningen og skriftligt kunne dokumentere, hvordan forvalteren har fulgt op på indberetningerne. Lov om beskyttelse af whistleblowere finder anvendelse på ordningen i 1. pkt.
Stk. 2 Ordningen i stk. 1 kan etableres via kollektiv overenskomst.
Stk. 3 Stk. 1 finder alene anvendelse for forvaltere af alternative investeringsfonde, som beskæftiger flere end fem ansatte. Ordningen nævnt i stk. 1 og 2 skal være etableret, senest 3 måneder efter virksomheden har ansat den sjette ansatte.
Stk. 4 Finanstilsynet kan i særlige tilfælde, hvor Finanstilsynet vurderer, at det vil være formålsløst, at der oprettes en ordning, dispensere fra kravet i stk. 1.