Forvaltere af alternative investeringsfonde med tilladelse, som ikke er selvforvaltende, må ikke udføre andre aktiviteter end dem, der er omhandlet i bilag 1, nr. 1 og 2, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2 Forvaltere af alternative investeringsfonde, som ikke er selvforvaltende, kan dog tillige have tilladelse som investeringsforvaltningsselskab efter § 10 i lov om finansiel virksomhed og udføre de aktiviteter, dette giver tilladelse til.
Stk. 3 Ud over det i stk. 1 nævnte kan forvaltere, der ikke er selvforvaltende, få tilladelse til at udføre de i bilag 1, nr. 3, nævnte ydelser. En forvalter kan ikke få tilladelse til at yde accessoriske tjenesteydelser efter bilag 1, nr. 3, litra b, medmindre forvalteren har tilladelse til forvaltning af investeringsporteføljer efter bilag 1, nr. 3, litra a.
Stk. 4 En selvforvaltende alternativ investeringsfond må udelukkende udføre aktiviteterne nævnt i bilag 1, nr. 1 og 2, og alene for fonden selv.
Stk. 5 Har en forvalter tilladelse til at udføre de aktiviteter, der er omfattet af bilag 1, nr. 3, finder §§ 45-48, § 95, stk. 1-4 og 7, og §§ 98 og 106 og regler udstedt i medfør heraf samt kapitel 22-27 i lov om fondsmæglerselskaber og investeringsservice og -aktiviteter tilsvarende anvendelse på forvalterens udførelse af disse tjenesteydelser. Har forvalteren tilladelse til at udføre aktiviteter omfattet af bilag 1, nr. 3, litra b, nr. ii, finder § 16, stk. 1, 3. pkt., tillige anvendelse.
Stk. 6 En forvalter af alternative investeringsfonde kan levere tjenester med kryptoaktiver som angivet i artikel 60, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1114 af 31. maj 2023 om markeder for kryptoaktiver, som der specifikt er meddelt tilladelse til i henhold til denne lov, hvis forvalteren giver Finanstilsynet meddelelse, mindst 40 arbejdsdage inden disse tjenester leveres første gang. Meddelelsen skal ledsages af de oplysninger, der er anført i artikel 60, stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1114 af 31. maj 2023 om markeder for kryptoaktiver.