Medlemmer af ledelsen af en investeringsforening eller en SIKAV, dens depotselskab og dens eventuelle investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab må ikke uden samtykke fra investeringsforeningens eller SIKAV’ens bestyrelse overdrage værdipapirer eller andet til investeringsforeningen eller SIKAV’en eller erhverve sådanne aktiver fra investeringsforeningen eller SIKAV’en. Samtykke skal gives i hvert enkelt tilfælde og indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol.
Stk. 2 Medlemmer af ledelsen af en værdipapirfonds depotselskab, investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab må ikke uden samtykke fra bestyrelsen i værdipapirfondens investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab overdrage værdipapirer eller andet til værdipapirfonden eller erhverve sådanne aktiver fra værdipapirfonden. Samtykke skal gives i hvert enkelt tilfælde og indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol.
Stk. 3 Et medlem af ledelsen må ikke deltage i behandling af spørgsmål om aftaler mellem investeringsforeningen eller SIKAV’en og den pågældende selv eller om søgsmål mod den pågældende selv eller søgsmål mod tredjemand eller om aftaler mellem foreningen eller SIKAV’en og tredjemand, hvis medlemmet af ledelsen har en væsentlig interesse deri, der kan være stridende mod foreningens eller SIKAV’ens interesse.
Stk. 4 Et bestyrelsesmedlem eller en direktør i en værdipapirfonds investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab må ikke deltage i behandling af spørgsmål om aftaler, der vedrører værdipapirfonden og den pågældende selv, eller om søgsmål mod den pågældende selv eller søgsmål mod tredjemand eller om aftaler, der vedrører værdipapirfonden og tredjemand, hvis bestyrelsesmedlemmet eller direktøren har en væsentlig interesse deri, der kan være stridende mod værdipapirfondens.