Investeringsscreeningsloven Kapitel 4

Denne konsoliderede version af investeringsscreeningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om screening af visse udenlandske direkte investeringer m.v. i Danmark (investeringsscreeningsloven)

Lov nr. 842 af 10. maj 2021,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1256 af 27. oktober 2023,
som ændret ved lov nr. 674 af 11. juni 2024

Kapitel 4 1 Afgørelseskriterier
§ 15

Ved vurderingen af, om en udenlandsk direkte investering eller en særlig økonomisk aftale efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden, skal der i forhold til den danske virksomhed, som investeringen eller aftalen vedrører, tages hensyn til alle relevante omstændigheder og foreliggende oplysninger, herunder følgende kriterier:

  • 1) Om den danske virksomhed opererer inden for eller påvirker kritisk infrastruktur.

  • 2) Om den danske virksomhed behandler eller har adgang til klassificerede oplysninger eller følsomme personoplysninger.

  • 3) Den danske virksomheds position på det danske marked, herunder muligheder for substitution.

  • 4) Om den danske virksomhed hører til forsvarsindustrien eller producerer produkter med dobbelt anvendelse eller anden kritisk teknologi af betydning for den nationale sikkerhed eller offentlige orden.

  • 5) Om den danske virksomhed beskæftiger sig med forsyning af kritiske råvarer, herunder energi, og fødevaresikkerhed.

Stk. 2 Ved vurderingen af, om en udenlandsk direkte investering eller en særlig økonomisk aftale efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden, skal der i forhold til den udenlandske investor tages hensyn til alle relevante omstændigheder og foreliggende oplysninger, herunder følgende kriterier:

  • 1) Om den udenlandske investor direkte eller indirekte kontrolleres af en udenlandsk regering, udenlandske statslige organer eller udenlandske væbnede styrker, herunder gennem ejerforhold eller betydelig finansiering.

  • 2) Om den udenlandske investor er eller har været involveret i aktiviteter, der påvirker sikkerheden eller den offentlige orden i en EU-medlemsstat eller i andre venligtsindede og allierede lande.

  • 3) Om der er en alvorlig risiko for, at den udenlandske investor deltager i eller har relationer til ulovlige eller kriminelle aktiviteter af betydning for den nationale sikkerhed eller offentlige orden.

  • 4) Om der er indikationer på, at den udenlandske investor bevidst forsøger at omgå screeningsreglerne, f.eks. gennem anvendelse af stråmandslignende selskabskonstruktioner.

Stk. 3 Erhvervsministeren kan efter forhandling med finansministeren, udenrigsministeren, justitsministeren, klima-, energi- og forsyningsministeren og forsvarsministeren fastsætte nærmere regler om kriterierne efter stk. 1 og 2 og andre kriterier til bedømmelse af, om en udenlandsk direkte investering eller særlig økonomisk aftale kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden.