Kapitel 5 1 Tilsagn om vilkår (aftalte vilkår)
Efter forhandling med Erhvervsstyrelsen kan en udenlandsk investor afgive tilsagn om at overholde nærmere aftalte vilkår for gennemførelse af en udenlandsk direkte investering eller særlig økonomisk aftale omfattet af §§ 5 eller 7 eller §§ 10 eller 11 med henblik på at forhindre, at investeringen eller aftalen kan udgøre en trussel mod den nationale sikkerhed eller offentlige orden.
Stk. 2 Er en ansøgning om eller en anmeldelse af en udenlandsk direkte investering eller særlig økonomisk aftale forelagt for erhvervsministeren efter § 32, stk. 1, kan en udenlandsk investor efter forhandling med ministeren afgive tilsagn om at overholde nærmere aftalte vilkår for investeringen eller aftalen efter stk. 1.
Stk. 3 Tilsagn om vilkår efter stk. 1 eller 2 skal overholdes, så længe den pågældende udenlandske direkte investering eller særlige økonomiske aftale opretholdes. Den udenlandske investor skal årligt indsende en redegørelse for, hvorledes det er sikret, at de aftalte vilkår er overholdt i årets løb. Redegørelsen skal være ledsaget af en erklæring om rigtigheden af oplysningerne fra en revisor, der er godkendt efter revisorloven.