Jagttegnsbekendtgørelsen Kapitel 1

Denne konsoliderede version af jagttegnsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 1. januar 2025

Bekendtgørelse om jagttegn

Bekendtgørelse nr. 491 af 18. marts 2021

Kapitel 1 Erhvervelse af jagttegn
§ 1

Jagttegn udstedes af Miljøstyrelsen.

Stk. 2 Jagttegn tilbydes årligt til de personer, der er optaget i Miljøstyrelsens register over jagttegnsberettigede (Jagttegnsregistret), og som har fast bopæl i Danmark. Personer, der er optaget i registret, men som ikke har fast bopæl i Danmark, kan efter anmodning få tilbudt jagttegn.

Stk. 3 Jagttegnsregistret omfatter personer, som har bestået jagtprøven eller inden for de seneste 10 år har løst jagttegn, jf. dog stk. 4 og 5 og § 3, stk. 3.

Stk. 4 Personer, der ikke inden for de seneste 10 år har fået udstedt jagttegn, slettes af registret, jf. dog stk. 5.

Stk. 5 Personer, der i medfør af § 2 får udstedt dansk jagttegn, optages kun som berettiget til jagttegn i det pågældende jagtår og slettes af registret ved udløbet af det jagtår, for hvilket jagttegnet er udstedt.

Stk. 6 Personer, der efter § 3, stk. 3, nr. 2, ikke længere har ret til at udøve jagt, slettes af Jagttegnsregistret. Før ny optagelse i registret kan finde sted, skal jagtprøven bestås. Tilsvarende skal haglskydeprøven, riffelprøven og buejagtprøven bestås, før påtegning herom kan påføres jagttegnet.

Stk. 7 Personer, der er optaget i Jagttegnsregistret, kan forlange at blive slettet af registret. Anmodning om sletning skal ske skriftligt til Miljøstyrelsen.

Stk. 8 Ved »sletning« forstås, at personen ikke længere er optaget i Jagttegnsregistret og dermed ikke er berettiget til at indløse jagttegn.

§ 2

Personer, der er bosat i udlandet, i Grønland eller på Færøerne kan efter ansøgning få udstedt dansk jagttegn og blive optaget i Jagttegnsregistret, hvis de pågældende er i besiddelse af gyldigt jagttegn eller lignende, der giver adgang til jagt i udlandet, i Grønland eller på Færøerne. Ansøgning skal ske via hjemmesiden www.jagttegn.dk.

§ 3

Før Miljøstyrelsen kan udstede jagttegn, herunder erstatningsjagttegn, jf. § 4, stk. 9, skal der foreligge samtykke fra politiet hertil. Ved Miljøstyrelsens anmodning om samtykke fra politiet oplyses jagttegnsaspirantens personnummer.

Stk. 2 Sager om samtykke behandles af Politiets Administrative Center ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Stk. 3 Politiet meddeler Miljøstyrelsen:

  • 1) Om samtykket til udstedelse af jagttegn, herunder erstatningsjagttegn, enten nægtes eller tilbagekaldes.

  • 2) Personnummer på personer, der efter § 55, stk. 1, i lov om jagt og vildtforvaltning er frakendt retten til at besidde eller erhverve jagttegn, samt oplysning om for hvilket tidsrum frakendelsen er sket.

Stk. 4 Politiets meddelelser efter stk. 3, nr. 1 og 2, registreres i »Mit jagttegn«.

§ 4

Miljøstyrelsen orienterer hvert år inden udgangen af marts de personer, der er optaget i Jagttegnsregistret om, hvordan de kan indløse jagttegn for det kommende jagtår. Orienteringen, herunder om kravene om betaling af jagttegnsafgift og om indberetning af vildtudbytte, jf. kapitel 11, sker digitalt, medmindre den jagttegnsberettigede er fritaget for tilslutning til Offentlig Digital Post, jf. bekendtgørelse om fritagelse af fysiske personer fra tilslutning til Offentlig Digital Post m.v.

Stk. 2 Jagttegnsafgiften udgør pr. jagtår 650 kr.

Stk. 3 Betaling af jagttegnsafgiften skal ske med betalingskort via »Mit jagttegn« på www.jagttegn.dk, ved betalingsservice eller ved anvendelse af en OCR-linje, som fremgår af »Mit jagttegn«, medmindre den jagttegnsberettigede er fritaget for tilslutning til Offentlig Digital Post, jf. bekendtgørelse om fritagelse af fysiske personer fra tilslutning til Offentlig Digital Post m.v. For de i § 2 nævnte personer skal betaling ske med betalingskort via www.mst.dk.

Stk. 4 Betaling med betalingskort eller ved anvendelse af OCR-linje kan først ske, når den jagttegnsberettigede har indberettet vildtudbytte, jf. dog § 51, stk. 3 og 4. Ved betaling på anden måde, jf. stk. 3, fremsender Miljøstyrelsen en påmindelse, hvis der ikke er foretaget vildtudbytteindretning 3 uger efter Miljøstyrelsens registrering af, at betaling for jagttegnsafgift er modtaget.

Stk. 5 Miljøstyrelsen tilbagebetaler ikke jagttegnsafgift, jf. dog stk. 6.

Stk. 6 Miljøstyrelsen tilbagebetaler jagttegnsafgift, hvis en jagttegnsberettiget person ikke har indberettet vildtudbytte senest 6 uger, efter at styrelsen har registreret, at den pågældende har betalt jagttegnsafgiften.

Stk. 7 Miljøstyrelsen fremsender fysisk jagttegn for det pågældende jagtår (1. april-31. marts) til jagttegnsløseren pr. brev, når styrelsen har registreret, at kravene om betaling af jagttegnsafgiften og indberetning af vildtudbytte for det foregående jagtår er opfyldt. Jagttegnet kan efter jagttegns-løserens ønske udstedes digitalt som supplement til eller som erstatning for det fysiske jagttegn.

Stk. 8 Jagttegnsløseren kan udskrive et midlertidigt jagttegn fra »Mit jagttegn«, som er gyldigt som jagttegn i højst 3 uger fra den dato, hvor Miljøstyrelsen har registreret, at der er betalt jagttegnsafgift og indberettet vildtudbytte, jf. dog stk. 7, og tidligst fra det pågældende jagtårs begyndelse (1. april).

Stk. 9 Hvis en jagttegnsindehaver mister sit jagttegn, kan den pågældende rekvirere et nyt via »Mit jagttegn«. Nyt jagttegn kan ikke udstedes, før politiets samtykke foreligger, jf. § 3. Jagttegnsindehaveren kan udskrive et midlertidigt jagttegn fra »Mit jagttegn«, som er gyldigt som jagttegn i 3 uger fra den dato, hvor Miljøstyrelsen har registreret politiets samtykke til udstedelse af et nyt jagttegn til erstatning for det mistede.

§ 5

Jagttegnsindehaveren skal sikre sig, at jagttegnet indeholder følgende oplysninger:

  • 1) Indehaverens navn, jæger-ID og personnummer.

  • 2) Det jagtår, for hvilket det er udstedt.

  • 3) Påtegning om jagtformer, som indehaveren har ret til at udøve.