Jagtprøven omfatter en skriftlig og en praktisk prøve. For at bestå jagtprøven kræves, at aspiranten har bestået såvel den skriftlige som den praktiske prøve. Den skriftlige prøve skal være bestået, inden den praktiske prøve aflægges.
Stk. 2 En aspirant kan aflægge op til 3 jagtprøver, dvs. højst 3 skriftlige og 3 praktiske prøver, inden for 18 måneder fra datoen, hvor jagttegnskursuslæreren har indberettet, at aspiranten har gennemført det obligatoriske jagttegnskursus. Hvis aspiranten ikke består jagtprøven, herunder en del heraf, i 3 forsøg eller inden for de 18 måneder, kan ny jagtprøve først aflægges, når aspiranten på ny har gennemført det obligatoriske jagttegnsskursus og tilmeldt sig jagtprøven efter reglerne i § 8.
Stk. 3 Personer, der den dag, hvor jagtprøven aflægges, ikke er fyldt 18 år, kan kun aflægge prøven, såfremt der ved prøven forevises skriftligt samtykke fra forældremyndighedens indehaver(e) til, at den aflægges, samt til, at jagttegn erhverves, hvis den bestås. Formularen til skriftligt samtykke findes på »Mit jagttegn«.