Jagttegnsbekendtgørelsen § 4

Denne konsoliderede version af jagttegnsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

ophæves den 1. januar 2025

Bekendtgørelse om jagttegn

Bekendtgørelse nr. 491 af 18. marts 2021

§ 4

Miljøstyrelsen orienterer hvert år inden udgangen af marts de personer, der er optaget i Jagttegnsregistret om, hvordan de kan indløse jagttegn for det kommende jagtår. Orienteringen, herunder om kravene om betaling af jagttegnsafgift og om indberetning af vildtudbytte, jf. kapitel 11, sker digitalt, medmindre den jagttegnsberettigede er fritaget for tilslutning til Offentlig Digital Post, jf. bekendtgørelse om fritagelse af fysiske personer fra tilslutning til Offentlig Digital Post m.v.

Stk. 2 Jagttegnsafgiften udgør pr. jagtår 650 kr.

Stk. 3 Betaling af jagttegnsafgiften skal ske med betalingskort via »Mit jagttegn« på www.jagttegn.dk, ved betalingsservice eller ved anvendelse af en OCR-linje, som fremgår af »Mit jagttegn«, medmindre den jagttegnsberettigede er fritaget for tilslutning til Offentlig Digital Post, jf. bekendtgørelse om fritagelse af fysiske personer fra tilslutning til Offentlig Digital Post m.v. For de i § 2 nævnte personer skal betaling ske med betalingskort via www.mst.dk.

Stk. 4 Betaling med betalingskort eller ved anvendelse af OCR-linje kan først ske, når den jagttegnsberettigede har indberettet vildtudbytte, jf. dog § 51, stk. 3 og 4. Ved betaling på anden måde, jf. stk. 3, fremsender Miljøstyrelsen en påmindelse, hvis der ikke er foretaget vildtudbytteindretning 3 uger efter Miljøstyrelsens registrering af, at betaling for jagttegnsafgift er modtaget.

Stk. 5 Miljøstyrelsen tilbagebetaler ikke jagttegnsafgift, jf. dog stk. 6.

Stk. 6 Miljøstyrelsen tilbagebetaler jagttegnsafgift, hvis en jagttegnsberettiget person ikke har indberettet vildtudbytte senest 6 uger, efter at styrelsen har registreret, at den pågældende har betalt jagttegnsafgiften.

Stk. 7 Miljøstyrelsen fremsender fysisk jagttegn for det pågældende jagtår (1. april-31. marts) til jagttegnsløseren pr. brev, når styrelsen har registreret, at kravene om betaling af jagttegnsafgiften og indberetning af vildtudbytte for det foregående jagtår er opfyldt. Jagttegnet kan efter jagttegns-løserens ønske udstedes digitalt som supplement til eller som erstatning for det fysiske jagttegn.

Stk. 8 Jagttegnsløseren kan udskrive et midlertidigt jagttegn fra »Mit jagttegn«, som er gyldigt som jagttegn i højst 3 uger fra den dato, hvor Miljøstyrelsen har registreret, at der er betalt jagttegnsafgift og indberettet vildtudbytte, jf. dog stk. 7, og tidligst fra det pågældende jagtårs begyndelse (1. april).

Stk. 9 Hvis en jagttegnsindehaver mister sit jagttegn, kan den pågældende rekvirere et nyt via »Mit jagttegn«. Nyt jagttegn kan ikke udstedes, før politiets samtykke foreligger, jf. § 3. Jagttegnsindehaveren kan udskrive et midlertidigt jagttegn fra »Mit jagttegn«, som er gyldigt som jagttegn i 3 uger fra den dato, hvor Miljøstyrelsen har registreret politiets samtykke til udstedelse af et nyt jagttegn til erstatning for det mistede.