Jagttegnsbekendtgørelsen § 52

Denne konsoliderede version af jagttegnsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om jagttegn

Bekendtgørelse nr. 238 af 27. februar 2025

§ 52

Personer, der indløser jagttegn, tegner samtidig en ansvarsforsikring, som dækker det ansvar, de pågældende måtte pådrage sig under eller i umiddelbar forbindelse med jagt, for skader, der forvoldes ved skudafgivelse.

Stk. 2 Ansvarsforsikringen skal som minimum opfylde de betingelser, der er fastsat i bilag 2. Forsikringsselskaber skal, inden de udbyder forsikring af den omhandlede art, underrette Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø om forsikringsbetingelserne.

Stk. 3 Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har indgået en overenskomst med Tryg Forsikring A/S, hvorefter dette selskab for en årlig præmie på 30 kr., der opkræves af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sammen med jagttegnsafgiften, påtager sig at udrede de erstatninger, som jagttegnsindehaveren måtte blive ansvarlig for, jf. stk. 1. Præmien tilbagebetales ikke, medmindre jagttegnsafgiften tilbagebetales, jf. § 4, stk. 6.

Stk. 4 En jagttegnsindehaver, der ikke ønsker at tegne ansvarsforsikring i Tryg Forsikring A/S, kan få tilbagebetalt den erlagte præmie til Tryg Forsikring A/S ved til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø at sende bevis for, at den pågældende i et andet selskab har tegnet en forsikring af den art, der er nævnt i stk. 2.