Formålet med jagtprøven er at sikre, at jagttegnsindehavere har fornødent kendskab til reglerne for udøvelsen af jagt i Danmark og en korrekt og sikker våbenhåndtering samt at understøtte, at jagttegnsindehavere har en grundlæggende forståelse for og viden om natur- og vildtforvaltning, herunder kendskab til de almindeligt forekommende vildtarter i Danmark.
Stk. 2 Jagtprøven skal navnlig sikre, at jagttegnsindehavere, der får tilladelse til at gå på jagt, har
-
1) kendskab til jagtlovgivningen, herunder til de bekendtgørelser, der er udstedt i medfør af lov om jagt og vildtforvaltning, og i særdeleshed kendskab til, hvilke vildtarter, der må jages, til reglerne om imødegåelse af vildtskader samt til lovlige jagtformer og -redskaber,
-
2) en grundlæggende forståelse for sammenhængen mellem jagt og vildtforvaltning,
-
3) en grundig forståelse for vildtets krav til levesteder, jagtens biologiske grundlag samt natur- og vildtpleje,
-
4) sikkerhed i at kunne artsbestemme vildtet i felten, herunder også udvalgte ikke-jagtbare arter,
-
5) forståelse for betydningen af skudafstande, kunne afstandsbedømme korrekt og kunne udvise sikker våbenhåndtering i praksis,
-
6) viden om og udviser sikker våbenhåndtering med glatløbet haglgevær,
-
7) kendskab til relevante våben og ammunitionstyper,
-
8) kendskab til vildthåndtering i praksis, herunder opbrækning af nedlagt vildt, med henblik på at sikre god fødevarehygiejne,
-
9) bevidsthed om jagtetik og -etikette, samt jægerens ansvar over for andre naturbrugere m.v.,
-
10) kendskab til anskydningsforebyggelse,
-
11) kendskab til forskellige jagthunderacers anvendelsesområder, og
-
12) kendskab til effektiv jagtteknik og -ledelse i praksis, således at jagttegnsindehavere kan planlægge og afvikle en effektiv og sikker jagt på forskellige vildtarter.