Transportministeren kan pålægge byggelinjer, når det er nødvendigt for at sikre gennemførelsen af nye statslige eller ikkestatslige baneanlæg eller ændringer af eksisterende statslige eller ikkestatslige baneanlæg.
Stk. 2 Byggelinjer efter stk. 1 kan pålægges for en periode af højst 10 år. Byggelinjepålægget kan én gang ved et nyt pålæg forlænges med indtil 10 år.
Stk. 3 På ejendomme, der ligger inden for byggelinjen, må der ikke uden tilladelse fra transportministeren opføres ny bebyggelse eller tilbygning til eksisterende bebyggelse, foretages væsentlige forandringer i eksisterende bebyggelse, genopføres nedbrændt eller nedrevet bebyggelse eller etableres andre anlæg og indretninger af blivende art.