Den, der udsender et udbud vedrørende fast ERTMS-udstyr (udstyr i forbindelse med det fælles harmoniserede togkontrolsystem), skal før udbuddet ansøge om agenturets godkendelse af, at de tekniske løsninger, der påtænkes, er i fuld overensstemmelse med de relevante tekniske specifikationer for interoperabilitet, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2 Projekter vedrørende fast ERTMS-udstyr, hvor udbuds- eller kontraktindgåelsesfasen er afsluttet forud for den 16. juni 2019, er undtaget fra kravet om agenturets godkendelse.
Stk. 3 Projekter vedrørende fast ERTMS-udstyr, hvor der er tale om optioner i kontrakter, der er undertegnet før den 15. juni 2016, er undtaget fra kravet om agenturets godkendelse indtil den 16. juni 2031, selv hvis de indfries efter den 15. juni 2016.
Stk. 4 Transportministeren fastsætter nærmere regler om krav til ansøgningen i stk. 1.