Påbud efter § 40 og § 41, der vedrører en virksomhed i drift, er bindende over for senere driftsherrer, såfremt den senere driftsherre på tidspunktet for erhvervelsen vidste eller burde vide, at påbud var meddelt. Det samme gælder påbud, der er forvarslet.
Stk. 2 Er der på tidspunktet for erhvervelsen af virksomheden meddelt eller forvarslet påbud om undersøgelser m.v. efter § 40 til en virksomhed i drift, kan påbud om yderligere foranstaltninger vedrørende den samme forurening meddeles en senere driftsherre, såfremt den senere driftsherre på tidspunktet for erhvervelsen vidste eller burde vide, at påbud var meddelt eller forvarslet.
Stk. 3 Påbud efter § 40 og § 41 til en virksomhed i drift er bindende over for senere erhververe af den forurenede ejendom, såfremt
-
1) påbuddet var meddelt eller forvarslet før erhvervelsen, men ikke er efterkommet, uanset at efterkommelsen er blevet indskærpet, og forholdet er blevet politianmeldt,
-
2) erhververen på erhvervelsestidspunktet vidste eller burde vide, at påbud var meddelt eller forvarslet, og
-
3) erhvervelsen sker fra en, der selv var eller kunne blive forpligtet til at efterkomme påbuddet.