Enhver, der flytter jord uden for den ejendom, hvor den er opgravet, og enhver, der anvender sådan jord, skal sikre sig, at jorden ikke giver anledning til skadelig virkning på natur, miljø og menneskers sundhed.
Stk. 2 Opgravning og flytning af forurenet jord og jord fra en kortlagt ejendom, en kortlagt del af en ejendom eller et areal, som anvendes til offentlig vej, samt fra en ejendom, som er omfattet af områdeklassificeringen efter § 50 a, skal af vedkommende anmeldes til kommunalbestyrelsen. Der skal ligeledes ske anmeldelse til kommunalbestyrelsen ved flytning af jord fra et godkendt modtageanlæg for jord.
Stk. 3 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om anmeldeordningen efter stk. 2, herunder om
-
1) opgavefordelingen mellem myndighederne,
-
2) krav til anmeldelsens indhold og form,
-
3) krav til anmelderen og modtageren af jorden om prøvetagning og analyse af den af anmeldelsen omfattede jord,
-
4) at der på bestemte typer af arealer eller i områder, som fastlægges af kommunalbestyrelsen, ikke skal udtages analyse af jorden,
-
5) at den, der udfører mange jordflytninger fra arealer med ensartet forurening, og den, der flytter jord fra et godkendt modtageanlæg for jord, kan anmelde jordflytningerne samlet for en given periode,
-
6) at små jordmængder fra bestemte typer af arealer eller fra områder, som fastlægges af kommunalbestyrelsen, er undtaget fra kravet om anmeldelse,
-
7) at der kan ske anmeldelse, samtidig med eller efter at jorden flyttes, herunder at anmeldelse kan ske samtidig med aflevering af jorden til et godkendt modtageanlæg for jord, samt betingelserne herfor,
-
8) at fristen på fire uger efter stk. 5 og 6 under nærmere fastlagte betingelser begrænses,
-
9) en følgeseddelordning og krav til anmelderen og modtageren om dokumentation for jordens håndtering, herunder dokumentation for at genanvendelse er sket i overensstemmelse med gældende regler, og
-
10) særlige regler for anmeldelse af jord fra arealer, der anvendes til offentlig vej, og til privat vej, hvor der måtte være pligt til anmeldelse, og fra et godkendt modtageanlæg for jord.
Stk. 4 Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen under inddragelse af offentligheden skal fastsætte regulativer om anmeldeordningen efter stk. 2. Ministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvorledes offentligheden inddrages i forbindelse med udarbejdelse af regulativerne, regulativernes offentliggørelse og ikrafttræden, herunder om, at offentliggørelse kan ske udelukkende digitalt.
Stk. 5 Opgravning og håndtering af jord, der udføres i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af stk. 3 og § 51 samt regulativer, jf. stk. 4, må iværksættes fire uger efter anmeldelsen, jf. dog stk. 6.
Stk. 6 Hvis opgravning og håndtering ikke kan ske efter de i stk. 5 nævnte regler, eller hvis kommunalbestyrelsen, hvor jorden ønskes anvendt, ønsker at modsætte sig jordens genanvendelse eller at stille vilkår herfor, jf. § 51, giver kommunalbestyrelsen anmelderen meddelelse herom inden fire uger efter anmeldelsen. Anmelderen kan i sådanne tilfælde ikke iværksætte opgravningen og håndteringen.