Regionsrådet fører tilsyn med og overvåger udviklingen i forureningstilstanden i jorden. Regionsrådet fører tillige tilsyn med deponeringer i råstofgrave og tidligere råstofgrave samt med arealer omfattet af § 8, stk. 6.
Stk. 2 Regionsrådet forestår opsporing af forureningskilder i samarbejde med kommunalbestyrelsen, når der er konstateret en forurening af grundvandet.
Stk. 3 Regionsrådet påser, at påbud meddelt af regionsrådet, jf. § 39, stk. 3, efterkommes.
Stk. 4 Regionsrådet skal underrette den stedlige byggemyndighed, hvis regionsrådet konstaterer indeklimaproblemer på en boligejendom som følge af jordforurening.
Stk. 5 Regionsrådet skal underrette den stedlige arbejdstilsynsmyndighed, hvis regionsrådet konstaterer indeklimaproblemer på en erhvervsejendom, der antages at skyldes jordforurening.
Stk. 6 Regionsrådet skal underrette de berørte vandforsyninger, så snart en forurening er konstateret.