Såfremt kommunalbestyrelsen modtager underretning om en jordforurening, skal kommunalbestyrelsen underrette regionsrådet herom. Kommunalbestyrelsen skal tillige underrette miljø- og fødevareministeren i tilfælde, hvor ministeren er tilsynsmyndighed.
Stk. 2 Kommunalbestyrelsen underretter den stedlige arbejdstilsynsmyndighed, såfremt der under bygge- eller jordarbejder konstateres en forurening af jorden, jf. § 71, stk. 1.
Stk. 3 Regionsrådet underretter kommunalbestyrelsen, hvis regionsrådet får viden om, at der på et areal, der ikke kortlægges, er lettere forurenet jord, jf. § 2, stk. 2. Regionsrådet underretter tillige ejeren og gør i den forbindelse opmærksom på anmeldepligten efter § 50, stk. 2, og muligheden for rådgivning efter § 72 a. Regionsrådet skal samtidig gøre ejeren opmærksom på ejerens pligt efter stk. 4.
Stk. 4 Ejeren underretter skriftligt og inden for fire uger lejere om oplysninger, som ejeren har modtaget skriftligt fra miljømyndighederne efter stk. 3, medmindre lejerne har modtaget tilsvarende underretning fra miljømyndighederne.